1. Korinterbrev 14 BPH

1. Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave.

2. De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand.

3. Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det.

4. De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.

5. Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger – medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.

6. Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning?

7. Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det?

8. Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp?

9. På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.

10. Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget.

11. Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden.

12. Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre.

13. Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.

14. Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra.

15. Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden.

16. Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger.

17. Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den.

18. Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen,

19. men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.

20. Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker.

21. Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”

22. En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.

23. Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden?

24. Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle.

25. Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”

26. Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en lovsang, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.

27. Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang – og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det.

28. Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.

29. Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt.

30. Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille.

31. I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet.

32. De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det.

33. Gud ønsker ikke forvirring, men fred. Som det er skik i alle de andre kristne menigheder,

34. skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger.

35. Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet.

36. Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?

37. Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren.

38. Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.

39. Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale.

40. Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.