1. Korinterbrev 15 DA1871

1. Men jeg kundgør eder, Brødre, det Evangelium, som jeg forkyndte eder, hvilket I ogsaa modtoge, i hvilket I ogsaa staa,

2. ved hvilket I ogsaa frelses, hvis I fastholde, med hvilket Ord jeg forkyndte eder det — ellers troede I forgæves.

3. Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg ogsaa har modtaget: at Kristus døde for vore Synder, efter Skrifterne;

4. og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne;

5. og at han blev set af Kefas, derefter af de tolv;

6. derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre paa een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;

7. derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene;

8. men sidst af alle blev han set ogsaa af mig som det ufuldbaarne Foster;

9. thi jeg er den ringeste af Apostlene, jeg, som ikke er værd at kaldes Apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Menighed.

10. Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade imod mig har ikke været forgæves; men jeg har arbejdet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

11. Hvad enten det da er mig eller de andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I.

12. Men naar der prædikes, at Kristus er oprejst fra de døde, hvorledes sige da nogle iblandt eder, at der ikke er dødes Opstandelse?

13. Dersom der ikke er dødes Opstandelse, da er ikke heller Kristus oprejst.

14. Men er Kristus ikke oprejst, da er vor Prædiken jo tom, og eders Tro ogsaa tom.

15. Men vi blive da ogsaa fundne som falske Vidner om Gud, fordi vi have vidnet imod Gud, at han oprejste Kristus, hvem han ikke har oprejst, saafremt døde virkelig ikke oprejses.

16. Thi dersom døde ikke oprejses, da er Kristus ikke heller oprejst.

17. Men dersom Kristus ikke er oprejst, da er eders Tro forgæves; saa ere I endnu i eders Synder;

18. da gik altsaa ogsaa de, som ere hensovede i Kristus, fortabt.

19. Have vi alene i dette Liv sat vort Haab til Kristus, da ere vi de ynkværdigste af alle Mennesker.

20. Men nu er Kristus oprejst fra de døde, som Førstegrøde af de hensovede.

21. Thi efterdi Død kom ved et Menneske, er ogsaa dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.

22. Thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle ogsaa alle levendegøres i Kristus.

23. Dog hver i sit Hold: som Førstegrøde Kristus, dernæst de, som tilhøre Kristus, ved hans Tilkommelse.

24. Derpaa kommer Enden, naar han overgiver Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort hver Magt og hver Myndighed og Kraft.

25. Thi han bør være Konge, indtil han faar lagt alle Fjenderne under sine Fødder.

26. Den sidste Fjende, som tilintetgøres, er Døden.

27. Han har jo „lagt alle Ting under hans Fødder“. Men naar han siger: „Alt er underlagt“ — aabenbart med Undtagelse af den, som underlagde ham alt —

28. naar da alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal ogsaa Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle.

29. Hvad ville ellers de udrette, som lade sig døbe for de døde? Dersom døde overhovedet ikke oprejses, hvorfor lade de sig da døbe for dem?

30. Hvorfor udsætte da ogsaa vi os hver Time for Fare?

31. Jeg dør daglig, saa sandt jeg har eder, Brødre, at rose mig af i Kristus Jesus, vor Herre.

32. Hvis jeg som et almindeligt Menneske har kæmpet med vilde Dyr i Efesus, hvad Gavn har jeg saa deraf? Dersom døde ikke oprejses, da „lader os spise og drikke, thi i Morgen dø vi.“

33. Farer ikke vild; slet Omgang fordærver gode Sæder!

34. Vorder ædrue, som det bør sig, og synder ikke; thi nogle kende ikke Gud; til Skam for eder siger jeg det.

35. Men man vil sige: „Hvorledes oprejses de døde? hvad Slags Legeme komme de med?“

36. Du Daare! det, som du saar, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke dør.

37. Og hvad du end saar, da saar du ikke det Legeme, der skal vorde, men et nøgent Korn, være sig af Hvede eller af anden Art.

38. Men Gud giver det et Legeme, saaledes som han har villet, og hver Sædart sit eget Legeme.

39. Ikke alt Kød er det samme Kød, men eet er Menneskers, et andet Kvægs Kød, et andet Fugles Kød, et andet Fiskes.

40. Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.

41. Een er Solens Glans og en anden Maanens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans.

42. Saaledes er det ogsaa med de dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed;

43. det saaes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft;

44. der saaes et sjæleligt Legeme, der oprejses et aandeligt Legeme. Naar der gives et sjæleligt Legeme, gives der ogsaa et aandeligt.

45. Saaledes er der ogsaa skrevet: „Det første Menneske, Adam, blev til en levende Sjæl;“ den sidste Adam blev til en levendegørende Aand.

46. Men det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige.

47. Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske er fra Himmelen.

48. Saadan som den jordiske var, saadanne ere ogsaa de jordiske; og saadan som den himmelske er, saadanne ere ogsaa de himmelske.

49. Og ligesom vi have baaret den jordiskes Billede, saaledes skulle vi ogsaa bære den himmelskes Billede!

50. Men dette siger jeg, Brødre! at Kød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ej heller arver Forkrænkeligheden Uforkrænkeligheden.

51. Se, jeg siger eder en Hemmelighed: Alle skulle vi ikke hensove, men vi skulle alle forvandles,

52. i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun; thi Basunen skal lyde, og de døde skulle oprejses uforkrænkelige, og vi skulle forvandles.

53. Thi dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed.

54. Men naar dette forkrænkelige har iført sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig Udødelighed, da skal det Ord opfyldes, som er skrevet: „Døden er opslugt til Sejr.“

55. „Død, hvor er din Sejr? Død, hvor er din Brod?“

56. Men Dødens Brod er Synden, og Syndens Kraft er Loven.

57. Men Gud ske Tak, som giver os Sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

58. Derfor, mine elskede Brødre! bliver faste, urokkelige, altid rige i Herrens Gerning, vidende, at eders Arbejde er ikke forgæves i Herren.