2. Krønikebog 5 BPH
1. Da Herrens hus stod færdigt, tog Salomon de gaver af sølv og guld og andre kostbarheder, som hans far havde givet til Herren, og han placerede det hele i skatkamrene i Guds hus.
2. Nu kaldte Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den nye tempelbygning.
3. Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i den syvende måned.
4 5. Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så arken hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet.
6. Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.
7. Derpå bar præsterne Herrens pagts ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger.
8. De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger.
9. Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum, men ikke helt udefra, og sådan er det også den dag i dag.
10. I arken lå kun de to tavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.
11. Derefter gik præsterne ud af templet igen. De havde alle gennemgået renselsesritualet, uanset hvilket skiftehold de tilhørte.
12. Alle de levitter, som var musikere, det vil sige Asaf, Heman, Jedutun og deres slægtninge, havde taget opstilling øst for alteret og var klædt i fintvævede linnedkjortler. De spillede på deres harper, lyrer og bækkener. De blev akkompagneret af 120 præster, der blæste på trompeter.
13. Sangerne og musikerne forenedes i en mægtig lovsang i taknemmelighed til Herren. Omkvædet på deres sang lød: „Herren er god. Hans trofasthed varer til evig tid.” Da fyldte en tæt sky templet,
14. så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte Guds hus.