Logo
🔍

2. Korinterbrev 1 DA1871

Efter en Hilsen til Menigheden, 1-2, priser Paulus Gud, fordi han trøster ham i al Trængsel og derved tillige drager Omsorg for Læsernes Trøst og Frelse, 3-7; særlig dvæler han ved sin Udfrielse af stor Trængsel og Dødsfare i Asien, 8-11. Ligesom hele hans Vandel og hans Breve ere uden Svig, 12-14, saaledes tør heller ikke Ændringen af hans Rejseplan vække Tvivl om hans Tilforladelighed, der tværtimod maa fremlyse af hans Prædiken om Kristus, 15-22; kun af Skaansel imod Korinthierne kom han ikke til dem, 23-24.

1. Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja:

2. Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

3. Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,

4. som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!

5. Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus.

6. Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som ogsaa vi lide; og vort Haab om eder er fast,

7. efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, saaledes ere I det ogsaa i Trøsten.

8. Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.

9. Ja, selv have vi hos os selv faaet det Svar: „Døden“, for at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprejser de døde,

10. han, som friede os ud af saa stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os,

11. idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde maa blive rigeligt takket for os, for den Naade, som er bevist os.

12. Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Naade have vi færdedes i Verden, men mest hos eder.

13. Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller ogsaa erkende; men jeg haaber, at I indtil Enden skulle erkende,

14. ligesom I ogsaa til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, paa den Herres Jesu Dag.

15. Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde faa Naade to Gange,

16. og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.

17. Naar jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da saa handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?

18. Saa sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.

19. Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham.

20. Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor faa de ogsaa ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.

21. Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud,

22. som ogsaa beseglede os og gav os Aandens Pant i vore Hjerter.

23. Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl paa, at det var for at skaane eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.

24. Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa eders Glæde; thi i Troen staa I.

»