2. Kongebog 5 BPH

1. Den aramæiske konges hærfører hed Naʼaman. Han var højt agtet og havde stor indflydelse, fordi Herren havde givet ham en lang række militære sejre. Men han led af en uhelbredelig hudsygdom.

2. Nu var det sådan, at Naʼamans kone havde en tjenestepige, der som lille var blevet bortført af nogle aramæiske soldater under et plyndringstogt i Israel.

3. En dag sagde den unge pige til sin frue: „Jeg ville ønske min herre kunne besøge profeten i Samaria. Jeg er sikker på, at han kan helbrede ham.”

4. Naʼaman gik derefter hen til kongen og fortalte ham, hvad pigen havde sagt.

5. „Tag endelig af sted,” udbrød kongen. „Jeg skriver straks en anbefaling, som du kan aflevere til Israels konge.” Så tog Naʼaman af sted, og han havde rigeligt med gaver med sig – ti sække med sølv, to sække med guld og ti sæt smukke festklæder.

6. Han ankom til Israels konge og rakte ham brevet, hvor der stod: „Jeg sender hermed min embedsmand Naʼaman til dig, for at du kan helbrede ham for hans sygdom.”

7. „Hvordan skulle jeg kunne helbrede nogen,” jamrede kongen. „Er jeg måske Gud? Er jeg herre over liv og død? Hvad er han ude på? Er det her et påskud til at angribe os igen?” I ren og skær fortvivlelse rev han sit tøj i stykker.

8. Da profeten Elisa hørte om kongens desperate reaktion, sendte han bud til ham. „Hvorfor er du så fortvivlet? Send bare Naʼaman til mig – så skal han få at se, at der stadig findes en Guds profet i Israel.”

9. Naʼaman kom så kørende til Elisas hus med sine heste og vogne.

10. Da han gjorde holdt foran døren, sendte Elisa en tjener ud til ham med følgende besked: „Tag ned til Jordanfloden og bad dig syv gange i den, så bliver du helbredt for din hudsygdom.”

11. Naʼaman blev dybt fornærmet over en så ugæstfri behandling og kørte sin vej. „Han kom ikke engang ud for at hilse på mig,” mumlede han vredt. „Jeg havde forestillet mig, at han ville svinge sin hånd over det syge sted og påkalde sin Gud og på den måde helbrede mig.

12. Er vores egne floder, Abana og Parpar, måske ikke bedre end samtlige floder i Israel? Hvis jeg bare skulle bade mig i en flod, kunne jeg lige så godt være blevet hjemme.” Naʼaman kørte altså derfra i vrede.

13. Men hans tjenere forsøgte at tale ham til fornuft. „Hvad nu hvis profeten havde befalet dig at gøre et eller andet vanskeligt?” spurgte de. „Ville du så ikke have gjort det? Hvorfor så ikke gøre, som han siger? Bad dig i floden og bliv helbredt!”

14. Naʼaman kørte så ned til Jordanfloden og dukkede sig ned under vandet syv gange, sådan som profeten havde sagt – og hans hud blev som en nyfødts – han var helbredt!

15. Så skyndte han sig med hele sit følge tilbage til profetens hus. Naʼaman trådte frem for Elisa og sagde: „Nu ved jeg, at der ikke findes nogen gud i hele verden som Israels Gud. Tillad mig at give dig en gave som en ringe tak.”

16. Men Elisa svarede: „Så sandt Herren lever, den Gud, som jeg tjener: Jeg vil ikke tage imod noget fra dig.” Skønt Naʼaman forsøgte at overtale ham, holdt han fast ved sit afslag.

17. „Som du vil,” sagde Naʼaman. „Men tillad mig at læsse lidt jord på et par muldyr og tage det med hjem. Fra nu af vil jeg nemlig aldrig ofre til nogen anden Gud end Herren.

18. Og jeg håber, at Herren vil tilgive mig, når jeg følger min herre, kongen, ind i Rimmons tempel derhjemme og knæler for guden, for kongen støtter sig altid til mig, når han knæler ned.”

19. „Du kan tage af sted med fred i sindet,” sagde Elisa, og så tog Naʼaman af sted.

20. Men Gehazi, Elisas tjener, tænkte: „Hvorfor i alverden lod min herre denne aramæer rejse uden at tage imod nogen af de gaver, han havde medbragt? Så sandt Herren lever: Jeg vil løbe efter ham, for jeg vil gerne have noget.”

21. Inden længe indhentede Gehazi ham. Da Naʼaman fik øje på ham bagude, sprang han ned fra sin vogn og løb ham i møde. „Er alt vel?” spurgte han.

22. „Jo tak,” svarede Gehazi, „men min herre sendte mig af sted til dig for at sige, at der netop er ankommet to profetelever fra Efraims bjergland – og at han ikke har noget imod at modtage en sæk sølv og to sæt tøj, som han kan give dem.”

23. „Det manglede bare,” udbrød Naʼaman. „Men lad mig give dig dobbelt så meget sølv.” Så gav han Gehazi to sæt tøj og to sække med sølv, som han befalede to af sine tjenere at bære for ham.

24. Men da de kom til bjerget, hvor Elisa og Gehazi boede, overtog Gehazi sækkene og sendte tjenerne tilbage. Så gemte han tingene i sit eget hus.

25. Da han kom tilbage til sin herre, spurgte Elisa: „Hvor har du været, Gehazi?” „Ingen steder, herre,” svarede han.

26. „Tror du ikke, jeg ved, hvad der foregik?” spurgte Elisa. „Jeg så dig for mit indre øje, da en mand sprang ned fra sin vogn for at gå dig i møde. Nu har du fået penge og kan købe dig fornemt tøj, olivenlunde, vingårde, småkvæg, hornkvæg og slaver.

27. Men Naʼamans sygdom vil for altid hænge ved dig og dine efterkommere.” Da Gehazi gik, var hans hud hvid som sne af udslæt.