Logo
🔍

2. Timoteusbrev 4 DA1871

« Paulus formaner ham til Troskab i Ordets Tjeneste, 1-5; selv venter han snart at skulle dø, 6-8. Med Ønsket om at faa Timotheus med Markus hurtigt til sig forbinder han en Del Oplysninger om sine personlige Forhold, 9-18, og slutter Brevet med Hilsener, 19-22.

1. Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu Aasyn, som skal dømme levende og døde, og ved hans Aabenbarelse og hans Rige:

2. Prædike Ordet, vær rede i Tide og i Utide, irettesæt, straf, forman med al Langmodighed og Belæring!

3. Thi den Tid skal komme, da de ikke skulle fordrage den sunde Lære, men efter deres egne Begæringer tage sig selv Lærere i Hobetal, efter hvad der kildrer deres Øren,

4. og de skulle vende Ørene fra Sandheden og vende sig hen til Fablerne.

5. Du derimod, vær ædru i alle Ting, lid ondt, gør en Evangelists Gerning, fuldbyrd din Tjeneste!

6. Thi jeg ofres allerede, og Tiden til mit Opbrud er for Haanden.

7. Jeg har stridt den gode Strid, fuldkommet Løbet og bevaret Troen.

8. I øvrigt henligger Retfærdighedens Krans til mig, hvilken Herren, den retfærdige Dommer, skal give mig paa hin Dag, og ikke alene mig, men ogsaa alle dem, som have elsket hans Aabenbarelse.

9. Gør dig Flid for at komme snart til mig;

10. thi Demas forlod mig, fordi han fik Kærlighed til den nærværende Verden, og drog til Thessalonika; Kreskens drog til Galatien, Titus til Dalmatien.

11. Lukas er alene hos mig. Tag Markus og bring ham med dig; thi han er mig nyttig til Tjenesten.

12. Men Tykikus har jeg sendt til Efesus.

13. Naar du kommer, da bring min Rejsekjortel med dig, som jeg lod blive i Troas hos Karpus, og Bøgerne, især dem paa Pergament.

14. Smeden Aleksander har gjort mig meget ondt; Herren vil betale ham efter hans Gerninger.

15. For ham skal ogsaa du vogte dig; thi han stod vore Ord haardt imod.

16. Ved mit første Forsvar kom ingen mig til Hjælp, men alle lode mig i Stikken; (gid det ikke maa tilregnes dem!)

17. Men Herren stod hos mig og styrkede mig, for at Ordets Prædiken skulde fuldbyrdes ved mig, og alle Hedningerne høre det; og jeg blev friet fra Løvens Gab.

18. Herren vil fri mig fra al ond Gerning og frelse mig til sit himmelske Rige; ham være Æren i Evighedernes Evigheder! Amen.

19. Hils Priska og Akvila og Onesiforus's Hus!

20. Erastus blev i Korinth, men Trofimus efterlod jeg syg i Milet.

21. Gør dig Flid for at komme før Vinteren! Eubulus og Pudens og Linus og Klaudia og alle Brødrene hilse dig.

22. Den Herre Jesus være med din Aand! Naaden være med eder!