Apostlenes Gerninger 6 BPH

1. Efterhånden som flere og flere kom til tro, begyndte de græsktalende jødekristne i menigheden at beklage sig overfor de hebraisktalende, fordi de mente, at deres enker blev tilsidesat ved den daglige maduddeling.

2. Derfor indkaldte de 12 apostle alle lederne til et møde og sagde: „Det er ikke godt, at vi forsømmer forkyndelsen af Guds ord for at tage vare på maduddelingen.

3. Derfor skal I finde syv erfarne og åndsfyldte mænd iblandt jer, som har et godt ry. Dem vil vi give ansvaret for maduddelingen,

4. så vi selv kan koncentrere os om bønnen og tjenesten med at forkynde ordet.”

5. De syntes alle, at det var et godt forslag, og de valgte derfor syv mænd: Stefanus (en mand, som var fuld af tro og Helligåndens kraft), Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos fra Antiokia (en græker, der tidligere havde sluttet sig til jødedommen).

6. De syv blev så fremstillet for apostlene, som bad for dem og indsatte dem til tjeneste ved at lægge hænderne på dem og velsigne dem.

7. Guds ord nåede ud i stadig videre kredse, og antallet af disciple voksede stærkt i Jerusalem. Også en del af de jødiske præster kom til tro.

8. Stefanus, der var fuld af Guds nåde og Helligåndens kraft, gjorde opsigtsvækkende tegn og undere blandt folket.

9. En dag kom der nogle mænd fra den synagoge, der hed „De Frigivnes Synagoge”, og de begyndte at diskutere med ham. Der var folk fra Kyrene, Alexandria og provinserne Kilikien og Asien.

10. Men ingen af dem kunne modsige Stefanusʼ visdomsord og Helligåndens inspiration.

11. De fik så nogle mænd til at sige: „Vi har hørt den mand tale imod Moses og imod Gud selv!”

12. Derved fik de ophidset både den jævne befolkning, de jødiske ledere og de skriftlærde. Stefanus blev pågrebet og ført frem for Det jødiske Råd.

13. Her rejste de falske vidner sig og sagde: „Den mand bliver ved med at tale imod vores hellige tempel og imod Toraen.

14. Vi har selv hørt ham sige, at nazaræeren Jesus vil nedbryde templet og lave om på de love, som Moses har givet os.”

15. Alle rådsmedlemmerne stirrede på Stefanus, for hans ansigt strålede som en engels.