Efeserbrevet 4 DA1871

1. Jeg formaner eder derfor, jeg, den fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,

2. med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, saa I bære over med hverandre i Kærlighed

3. og gøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand;

4. eet Legeme og een Aand, ligesom I ogsaa bleve kaldede til eet Haab i eders Kaldelse;

5. een Herre, een Tro, een Daab,

6. een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!

7. Men hver enkelt af os blev Naaden given efter Kristi Gaves Maal.

8. Derfor hedder det: „Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver.“

9. Men dette: „Han opfor,“ hvad er det, uden at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egne.

10. Han, som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.

11. Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,

12. til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,

13. indtil vi alle naa til Enheden i Troen paa og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst,

14. for at vi ikke mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;

15. men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Maader opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,

16. ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.

17. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre saaledes, som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,

18. formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem paa Grund af deres Hjertes Forhærdelse,

19. de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.

20. Men I have ikke saaledes lært Kristus,

21. om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham saaledes, som Sandhed er i Jesus,

22. at I, hvad eders forrige Vandel angaar, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,

23. men fornyes i eders Sinds Aand

24. og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

25. Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.

26. Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Forbitrelse;

27. giver ikke heller Djævelen Rum!

28. Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.

29. Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;

30. og bedrøver ikke Guds hellige Aand, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.

31. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhaanelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!

32. Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.