Habakkuks Bog 3 DA1871

1. En Bøn af Profeten Habakuk; efter Sigjonoth.

2. Herre! jeg har hørt Tidenden om dig, jeg frygter; Herre! din Gerning, kald den til Live midt i Aarene, midt i Aarene kundgøre du den; i Vrede komme du i Hu at være barmhjertig!

3. Gud kommer fra Theman og den Hellige fra Parans Bjerg. Sela. Hans Majestæt bedækker Himmelen, og af hans Herlighed fyldes Jorden.

4. Og en Glans som Lyset bryder frem, Straaler har han til Siden, og der skjuler han sin Magt.

5. Foran ham gaar Pesten, og efter ham udgaar dræbende Sot.

6. Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skælve, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.

7. Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttæpperne i Midians Land ryste.

8. Er vel din Vrede, o Herre! optændt imod Floderne? din Vrede imod Floderne og din Harme imod Havet? at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Vogne til Frelse.

9. Din blottede Bue tages frem, med Ed stadfæstede ved Ordet ere Straffens Ris. Sela. I Strømme kløver du Jorden.

10. Bjerge se dig, de skælve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden hæver sin Røst, den opløfter sine Hænder imod det høje.

11. Sol og Maane træde tilbage i deres Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem, for Glansen af dit Spyds Lyn.

12. I Fortørnelse skrider du frem paa Jorden, i Vrede nedtræder du Hedningerne.

13. Du er dragen ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den ugudeliges Hus, idet du blotter Grundvolden op til Halsen. Sela.

14. Du gennemborer ved hans Spyd Hovederne paa hans Skarer, som storme frem for at adsprede mig, og hvis Glæde var som til at æde den elendige i Skjul.

15. Du drager igennem Havet paa dine Heste, igennem de mange Vandes Hob.

16. Jeg har hørt det, og mit Indre bævede, ved Røsten dirrede mine Læber, der kommer Skørhed i mine Ben, og jeg ryster, hvor jeg staar, fordi jeg skal være rolig til Nødens Dag, indtil han, som med en Skare skal angribe Folket, drager op imod det.

17. Thi Figentræet skal ikke blomstre, og der er ingen Afgrøde paa Vintræerne, Olietræets Frugt slaar fejl, og Markerne give ikke Spise; Faarene ere revne bort fra Folden, og der er ingen Øksne i Staldene.

18. Men jeg vil glæde mig i Herren; jeg vil fryde mig i min Frelses Gud.

19. Den Herre, Herre er min Styrke, og han gør mine Fødder som Hindernes og lader mig skride frem over mine Høje. Til Sangmesteren; med min Strengeleg.