Hoseasʼ Bog 4 BPH

1. Israelitter, hør, hvad Herren har at sige. Han fører sag imod jer, for der er hverken sandhed, troskab eller kendskab til Gud i jeres land.

2. I sværger og lyver, myrder, stjæler og er utro. Overalt er der vold, det ene mord følger det andet.

3. Landet lider, og livet sygner hen. Dyr, fugle og fisk går til grunde.

4. „Det er præsterne, der bærer den største skyld,” siger Herren. „Lad være med at skyde skylden på alle andre, for hvordan kan folket være bedre end deres præster?

5. I svigter både dag og nat, og det samme gør profeterne. I har ødelagt jeres eget folk.

6. Mit folk går til grunde, fordi de ikke anerkender mig som deres Gud, og det er jeres skyld, præster! I nægter at anerkende mig, derfor nægter jeg også at anerkende jer som mine præster. Og fordi I har glemt at følge mine befalinger, vil jeg også glemme at velsigne jeres efterkommere.

7. Jo flere præster der er, desto mere gør I oprør imod mig. I foretrækker de afskyelige afguder frem for min herlighed.

8. I lever af mit folks forsoningsofre og håber derfor, at de vil synde noget mere.

9. Derfor må jeg straffe både præsterne og folket for deres onde handlinger.

10. Selv om I spiser af forsoningsofrene, vil I aldrig blive mætte. I dyrker frugtbarhedsgudinderne, men får ikke flere børn af den grund. Mit folk har forladt mig og vendt sig til afguderne.

11. Vin fordrejer folks forstand.

12. Tænk, de rådspørger en afgud af træ! De søger svar fra en kæp! Afgudsdyrkelsens ånd har ført dem på afveje. De er utro over for deres Gud.

13. De ofrer til afguder på hver en høj og brænder røgelse i den behagelige skygge fra store træer. Jeres døtre deltager i den religiøse prostitution, og jeres svigerdøtre begår ægteskabsbrud.

14. Men skal jeg straffe dem? Det er jo mændene, der forlanger prostitution i forbindelse med deres afgudsofre. Ja, et folk uden forstand ender i forfald.

15. Det er slemt nok, at I er mig utro, israelitter. Lad være at drage Juda med ind i det. Gå ikke til Gilgal eller til Betel, Ondskabens Hus. Lad være med at sværge ved den levende Gud.

16. Israel er oprørsk som en egenrådig kvie, men snart sender jeg den på græs som et lam på en vidtstrakt mark.

17. Israels folk har knyttet sig til afguderne. Hold jer fra dem!

18. De drikker sig fulde og finder en skøge. De elsker deres skamløshed.

19. De er fanget ind af en forførende ånd, og deres afgudsofre bringer dem kun skam.