Esajasʼ Bog 14 BPH

1. Herren vil forbarme sig over Israels folk. De vil igen blive hans udvalgte folk. Han lader dem bosætte sig i deres eget land, og folk fra andre nationer vil slutte sig til dem og blive en del af Israels folk.

2. Fremmede folk skal føre dem hjem, og Israels folk vil bruge nogle af de fremmede som slaver i deres land. Deres fangevogtere bliver taget til fange, og deres undertrykkere bliver undertrykt.

3. Når Herren befrier sit folk fra deres sorg og lidelse og det hårde slavearbejde, de blev udsat for,

4. vil de håne Babylons konge med sang: „Så er tyrannen færdig! Hans raseri er forbi!

5. Herren har knækket den ondes scepter og brudt den gudløses herskerstav,

6. han, som jagtede andre folkeslag, slog dem i sindssygt raseri med skånselsløse stokkeslag.

7. Nu er der stilhed, nu er der fred. Hele jorden bryder ud i sang.

8. Selv cypresserne glæder sig. Libanons cedertræer synger: ‚Du havde tænkt at fælde os! Men det var dig selv, der faldt!’

9. Hele dødsriget er på tæerne for at møde dig, når du ankommer. Hensovne dødninge rejser sig op, tidligere stormænd, konger og herskere.

10. Som med én mund hilser de dig: ‚Også du blev afmægtig. Nu er du som os!’

11. Din herlighed endte i dødsriget, harpernes klang forstummede. Dit leje er redt med råddenskab, dit tæppe er larver og orme.

12. Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, at du blev kastet til jorden, du store verdenserobrer.

13. Du sagde til dig selv: ‚Jeg vil stige op til himlen, rejse min trone højt over stjernerne, indtage min plads blandt guderne på bjerget i det yderste nord.

14. Jeg vil stige op til de øverste himle, komme på højde med den mægtige Gud.’

15. I stedet blev du styrtet i dødsriget, i dets allerdybeste afgrund.

16. De, der ser dig der, vil undre sig: ‚Er det ham, for hvem jorden bævede, og verdens riger rystede?

17. Er det ham, som lagde verdens lande øde, som jævnede storbyer med jorden og aldrig satte krigsfanger fri?’

18. Alle jordens andre konger hviler værdigt i deres grave,

19. mens dit lig ligger henslængt, nedtrampet som en knækket gren mellem andre, der blev dræbt af sværdet, et kadaver kastet i et hul og dækket med sten.

20. Du får ingen kongelig begravelse, fordi du hærgede dit eget land og bragte død over dit eget folk. Din slægt skal uddø på grund af din ondskab.

21. Dine sønner skal dræbes som straf for din synd. De skal ikke regere over jorden og fylde verden med byer.”

22. „Jeg vil rejse mig imod Babyloniens folk,” siger Herren, den Mægtige. „Jeg vil udrydde dem og deres børn, så der ingen efterkommere bliver.

23. Jeg gør Babylon til en sumpet ødemark, et hjemsted for ugler. Jeg fejer byen væk med ødelæggelsens kost.”

24. Herren, den Mægtige, har svoret: „De tanker, jeg tænker, bliver altid ført ud i livet. De planer, jeg lægger, kommer altid til at ske.

25. Jeg vil knuse den assyriske hær i mit land, nedtrampe dem på mine bjerge. Undertrykkerens åg skal fjernes fra mit folk, de skal fritages fra byrden på deres skuldre.

26. Sådan er min plan for hele jorden, min magt omfatter alle folkeslag.

27. Hvem kan modsætte sig mine planer? Hvem kan gøre modstand, når jeg går til angreb?”

28. Følgende budskab kom i det år, kong Ahaz døde:

29. Glæd dig ikke for tidligt, Filisterland, fordi kæppen, som slog dig, er knækket. Var kæppen en slange, så kommer der nu en giftig øgle i dens sted.

30. Jeg beskytter dem, der søger ly hos mig, som en hyrde våger over sine får, mens de græsser. Men de andre vil jeg dræbe med sult, de tiloversblevne slår jeg ihjel.

31. Skrig højt i byerne, filistre, klag i portene, lad angsten gribe jer, for I er dømt. En vældig støvsky nærmer sig fra nord, en hær af ivrige krigere.

32. Hvad skal vi svare folkenes sendebud? At Herren har lagt en grundvold på Zions bjerg, og dér kan de ydmyge blandt hans folk søge tilflugt.