Esajasʼ Bog 24 DA1871

1. Se, Herren udtømmer Landet og gør det øde, og han forvender dets Skikkelse og adspreder dets Indbyggere.

2. Og det skal gaa Præsten som Folket, Herren som Tjeneren, Fruen som Tjenestepigen; den, der sælger, som den, der køber; den, der laaner, som den, der udlaaner; den, som modtager paa Aager, som den, der sætter ud paa Aager.

3. Landet skal blive helt udtømt og helt udplyndret; thi Herren har talt dette Ord.

4. Landet sørger, det forsmægter, Jorderige er afmægtigt, det forsmægter; de høje iblandt Folket i Landet ere blevne afmægtige.

5. Thi Landet er besmittet for dets Indbyggeres Skyld; thi de have overtraadt Love, forvendt Skikke, gjort den evige Pagt til intet.

6. Derfor fortærer Forbandelsen Landet, og de, som bo deri, maa bøde; derfor hensvinde de, som bo i Landet, og der blive faa Mennesker tilovers.

7. Mosten sørger, Vintræet vansmægter, alle de, som vare glade af Hjertet, sukke.

8. Trommernes Glædeslyd er ophørt, de glades Bulder har ladet af, Harpes Glædesklang er ophørt.

9. De drikke ikke Vin med Sang; den stærke Drik er besk for dem, som drikke den.

10. Den øde Stad er nedbrudt; hvert Hus er tillukket, at ingen gaar ind.

11. Man jamrer paa Gaderne for Vinen; al Glæde er formørket, Landets Fryd er dragen bort.

12. Det, som er bleven tilovers i Staden, er kun Ødelæggelse, og Porten sønderslaas med Bulder.

13. Thi saa skal det gaa midt i Landet, midt iblandt Folkene, som naar man har rystet et Olietræ, og som med Efterhøsten, naar Vinhøsten er endt.

14. De skulle opløfte deres Røst, de skulle synge med Fryd, de skulle raabe højere end Havet for Herrens Herligheds Skyld.

15. Derfor ærer nu Herren, I, som bo i Østen! Herren Israels Guds Navn paa Øerne i Havet.

16. Vi høre Lovsange fra Jordens yderste Ende: „Herlighed for den retfærdige!‟ men jeg maa sige: Jeg ulykkelige, jeg ulykkelige, ve mig! Røvere røve, ja Røvere røve Rov.

17. Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du Landets Indbygger!

18. Og det skal ske, om nogen flyr for Forfærdelsens Røst, skal han falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det høje have opladt sig, og Jordens Grundvold bæver.

19. Jorden sønderslaas aldeles, Jorden sønderrives aldeles, Jorden bevæges did og did.

20. Jorden raver som den drukne og svajer som Hængekøjen; dens Overtrædelse er svar over den, og den falder og staar ikke op ydermere.

21. Og det skal ske paa den Dag, at Herren skal hjemsøge de højes Hær i det høje og Jordens Konger paa Jorden.

22. Og de skulle samles til Hobe, som Fanger samles til en Hule og blive indelukkede i Fængsel; og efter mange Dage blive de hjemsøgte.

23. Og Maanen skal beskæmmes og Solen skamme sig; thi den Herre Zebaoth skal regere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældstes Ansigt er der Herlighed.