Logo
🔍

Esajasʼ Bog 32 DA1871

« Esajas spaar om Messias's Rige og de Velgerninger, han skulde bevise det, og straffer alle Hyklere ved at sige, at de ej skulde finde Plads i hans Rige, 1-8; han truer de sikre Jøder og deres Land med Forstyrrelse, 9-14; trøster de troende med den Helligaands Udgydelse, truer de ugudelige og lover Retfærdighed og Fred. 15-20.

1. Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.

2. Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

3. Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

4. Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

5. En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.

6. Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.

7. Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.

8. Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

9. I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

10. Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

11. Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

12. De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;

13. der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.

14. Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

15. indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

16. og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;

17. og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;

18. og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.

19. Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

20. Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!

»