Esajasʼ Bog 42 BPH

1. Herren siger: „Se min tjener, som jeg holder i min hånd, min udvalgte, som jeg er fuldt tilfreds med. Jeg lægger min Ånd på ham, han skal bringe retfærdighed til alle folkeslag.

2. Han går ikke rundt og skændes, han råber ikke op i gaderne.

3. Et knækket siv brækker han ikke af. Et lys, der brænder svagt, puster han ikke ud. Han fører retfærdigheden igennem til sejr.

4. Han giver ikke op og lader sig ikke kue. Han sørger for, at retfærdigheden vil sejre på jorden. Fremmede folkeslag ser frem til, hvad han vil lære dem.”

5. Herren skabte himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, og han giver liv og ånde til hele skabningen. Han er Gud, og han siger til sin tjener:

6. „Jeg udvalgte dig til at gøre min retfærdighed og godhed kendt. Jeg holder dig i min hånd, og jeg våger over dig. Du skal oprette en pagt med mit folk og blive et lys for alle folkeslag.

7. Du skal åbne de blindes øjne og sætte dem i frihed, som er fanget i fortvivlelsens mørke.

8. Mit navn er Jahve, og jeg er jeres Gud! Ingen afguder kan sammenlignes med mig, og det er mig og ikke dem, der skal æres.

9. Alt, hvad jeg forudsagde, er gået i opfyldelse. Nu vil jeg forudsige nye ting. Jeg fortæller jer, hvad der vil ske, før det sker.”

10. Syng en ny sang for Herren! Lad lovsang lyde overalt på jorden! Syng, I, der færdes på havet! Syng, alle I, som bor i fjerne lande!

11. Syng med, I ørkenbyer, Kedars lejre og Selas beboere! Stem i, alle I, som bor i bjergene!

12. Lad alle give Herren ære, lad de fjerne lande synge hans pris!

13. Herren står frem som en vældig kriger og viser sin vrede. Han udstøder et voldsomt krigsråb og udfordrer sine fjender til kamp.

14. „Længe har jeg forholdt mig tavs og lagt bånd på mig selv,” siger Herren. „Men nu giver jeg luft for min vrede, skriger som en fødende kvinde.

15. Jeg gør bakker og bjerge øde, afsvider alle grønne planter. Jeg stopper flodernes vandstrømme og lader vandhullerne tørre ud.

16. Jeg fører mit blinde folk ad veje, de aldrig før har gået. Jeg sender mit lys ind i det mørke, de befinder sig i, og jeg jævner vejen foran dem. Jeg lader dem ikke i stikken, men opfylder mine løfter.

17. De, som tror på afguderne og sætter deres lid til dem, skal skamfulde trække sig tilbage.

18. I døve, hør efter! I blinde, luk øjnene op!

19. Hvem er mere blind end mit eget folk, som skulle være mit sendebud? Hvem er mere døv end min udvalgte tjener?

20. I har set mange undere, men er ikke blevet klogere. I har hørt mange ord fra mig, men endnu ikke fattet dem.”

21. Herren er retfærdig, og han ønskede at vise sin storhed gennem sine love.

22. Men Israels folk blev udplyndret, fanget og lagt i lænker. De blev fjendernes bytte, og ingen reddede dem.

23. Er der ingen, som vil tage ved lære af fortiden, så de kan se, hvad der vil ske i fremtiden?

24. Hvem var det, som udleverede Israel til røvere og voldsmænd? Det var Herren selv, ham, som vi syndede imod, for vi nægtede at følge hans veje og adlyde hans love.

25. Derfor måtte han vise sin vrede imod sit folk og lade dem bukke under i krig. Men selv da ødelæggelsen var over dem, ville de ikke tage ved lære og erkende deres synd.