Esajasʼ Bog 5 BPH

1. Jeg vil synge en sang om min elskede ven og hans vinmark: Min ven havde en vinmark på en skøn og frugtbar skråning.

2. Han pløjede dybt i jorden og fjernede alle sten. Han plantede den til med udsøgte vinstokke. Han byggede et vagttårn, huggede en vinperse i klippen. Han forventede en høst af de sødeste druer. Men da druerne kom, var de rådne!

3. Nu spørger min ven: „Hvad mener I, Jerusalems og Judas folk? Ligger skylden hos min vinmark eller hos mig?

4. Hvad mere kunne jeg have gjort for den? Hvorfor blev druerne rådne?

5. Hør, hvad jeg vil gøre ved min vinmark: Jeg vil fjerne stengærdet omkring den, så får og geder kan æde dens planter.

6. Jeg lader marken gå i forfald. Jeg hverken beskærer eller renser vinstokkene, men lader marken gro til med tjørne og tidsler og forbyder skyerne at give den væde.”

7. Genkender I jer selv i min sang? Den Mægtiges vinmark er Israel, Judas folk hans udsøgte vinstokke. Han ventede retfærdighed, men høstede lovløshed. Han ønskede et retsindigt folk, men det blev et letsindigt folk.

8. Ve jer, I, der opkøber huse og marker i mængde, så andre ingen steder har at bo.

9. Jeg hørte Herrens ord i mine ører: „Flotte huse bliver forladt, store bygninger vil stå tomme.

10. En vinmark på ti tønder land giver kun ét anker vin. Ti sække såsæd giver kun én sæk korn.”

11. Ve jer, I, som fylder jer med øl fra tidlig morgen og fester med vin til langt ud på natten.

12. Til musik fra citar og harpe, pauke og fløjte skænker I op til jer selv, men Herren skænker I ikke en tanke. I ænser ikke hans hænders værk.

13. Han sender sit folk i eksil, for de er uden forstand. De fornemme iblandt jer vil dø af sult, og menigmand vil gå til af tørst.

14. Graven åbner sit grådige gab, dødsrigets dyb er rede til at opsluge rige som fattige, ja hele den lystige, larmende hob.

15. Mennesker ydmyges og bøjes i støvet. De stolte slår blikket ned.

16. Kun Herren, den Mægtige, står oprejst, ophøjet i sin retfærdighed og hellighed.

17. Fårene græsser mellem ruinerne, gederne gør sig til gode i de riges forladte huse.

18. Ve jer, I, som ikke vil opgive jeres synd, men holder fast ved løgn og bedrag,

19. som håner Herren og siger: „Skynd dig at gøre noget, så vi kan se, hvad du kan! Lad os se, om Israels Gud gør alvor af sine trusler!”

20. Ve jer, I, der påstår, at det rigtige er forkert, og det onde godt, at sort er hvidt, og rent er beskidt, at det sure smager sødt, og det søde surt.

21. Ve jer, I, der tror, at I er så kloge og skarpsindige.

22. Ve jer, I, der praler af jeres drikkeri og kappes om, hvem der kan drikke mest.

23. I tager imod bestikkelse, frikender den skyldige og berøver den uskyldige sin ret.

24. Som halm fortæres af flammer, som strå synker sammen i ilden, sådan skal det gå med jer. Jeres livsgrundlag skal rådne som rødder i jorden, jeres velstand visne som blomster, for I har forkastet Herrens befalinger, foragtet Israels Guds tale.

25. Derfor kommer Guds vredes ild imod hans folk. Derfor løfter han sin hånd og slår jer, så bjergene skælver, og ligene hober sig op i gaden som snavs. Men hans vrede er ikke dermed forbi, hans hånd er stadig løftet til slag.

26. Han giver signal til fjerne nationer, han fløjter ad folkeslag fra jordens ende. Straks kommer fjendehære styrtende.

27. De farer frem uden at snuble eller blive trætte. De marcherer uden hvil eller søvn undervejs, ingen løsner sit bælte eller tager skoene af.

28. Deres pile er spidse, deres buer spændte. Gnisterne flyver fra hestenes hove, vognene er hurtige som en hvirvelvind.

29. Som løvinder på jagt kaster de sig over byttet. De griber mit folk og fører dem i fangenskab. Der er ingen redning.

30. Krigslarmen over byen brager som havets brænding. Trængslens mørke ruger tungt ud over landet, himlen forsvinder bag sorte skyer.