Jeremiasʼ Bog 40 DA1871
1. Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, efter at Nebusar-Adan, Øversten for Livvagten, havde løsladt ham fra Rama af, idet han havde ladet ham hente, medens han var bunden med Lænker, midt iblandt alle de bortførte fra Jerusalem og Juda, som bleve bortførte til Babel.
2. Og den øverste for Livvagten lod Jeremias hente og sagde til ham: Herren din Gud har udsagt det onde imod denne Stad.
3. Og Herren lod det komme og gjorde, efter som han havde talt; thi I syndede imod Herren og hørte ikke hans Røst, derfor er eder sket efter dette Ord.
4. Og nu, se, jeg har i Dag løst dig af Lænkerne, som vare paa dine Hænder; dersom det synes godt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa kom, og jeg vil lade mit Øje være over dig; men dersom det synes ondt for dine Øjne at komme med mig til Babel, saa lad det være; se, hele Landet ligger for dit Ansigt, hvor det synes godt og ret for dine Øjne at gaa, gak derhen!
5. Og efterdi han ikke mere vender tilbage, vend du om til Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, hvem Kongen af Babel har beskikket over Judas Stæder, og bo hos ham midt iblandt Folket, eller gaa hen, hvor som helst det synes ret for dine Øjne at gaa; og den øverste for Livvagten gav ham Tæring og Skænk og lod ham fare.
6. Saa kom Jeremias til Gedalia, Ahikams Søn, til Mizpa, og han boede hos ham midt iblandt Folket, som var blevet tilbage i Landet.
7. Da alle Høvedsmænd for Hærene, som vare paa Marken, baade de og deres Mænd hørte, at Kongen af Babel havde beskikket Gedalia, Ahikams Søn, over Landet, og at han havde betroet ham Mænd og Kvinder og smaa Børn og en Del af de fattige i Landet af dem, som ikke vare bortførte til Babel:
8. Da kom de til Gedalia, til Mizpa, baade Ismael, Nethanjas Søn, og Johanan og Jonathan, Kareaks Sønner, og Seraja, Tankumets Søn, og Netofatiten Efajs Sønner og Jesanja, Maakatitens Søn, de og deres Mænd.
9. Og Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, tilsvor dem og deres Mænd og sagde: I skulle ikke frygte for at tjene Kaldæerne; bliver i Landet, og tjener Kongen af Babel, saa skal det gaa eder vel.
10. Og jeg, se, jeg bliver boende i Mizpa, til at træde frem for Kaldæerne, som komme til os; men samler I Vin og Sommerfrugt og Olie, og gemmer det i eders Kar, og bor i eders Stæder, som I tage i Besiddelse.
11. Da ogsaa alle de Jøder, som vare i Moab og iblandt Ammons Børn og i Edom og i alle Landene, hørte, at Kongen af Babel havde ladet nogle blive tilbage i Juda, og at han havde beskikket Gedalia, Ahikams Søn, Safans Sønnesøn, over dem,
12. da kom alle Jøderne tilbage fra alle de Stæder, hvorhen de vare fordrevne, og de kom til Judas Land, til Gedalia til Mizpa; og de samlede Vin og Sommerfrugt i stor Mængde.
13. Men Johanan, Kareaks Søn og alle Høvedsmænd for Hærene, som vare paa Marken, kom til Gedalia til Mizpa,
14. og de sagde til ham: Ved du vel, at Baalis, Ammons Børns Konge, har sendt Ismael, Nethanjas Søn, for at slaa dig ihjel? Men Gedalia, Ahikams Søn, troede dem ikke.
15. Da sagde Johanan, Kareaks Søn, hemmeligt til Gedalia i Mizpa: Kære, lad mig gaa og slaa Ismael, Nethanjas Søn, ihjel, og ingen skal faa det at vide; hvorfor skulde han slaa dig ihjel, saa at alle de af Juda, som ere samlede om dig, adspredes, og det overblevne af Juda omkommer?
16. Men Gedalia, Ahikams Søn, sagde til Johanan, Kareaks Søn: Gør ikke den Gerning; thi det er usandt, hvad du taler om Ismael.