Jobs Bog 3 BPH

1 2. Til sidst brød Job tavsheden:

3. „Forbandet være den nat, jeg blev født, det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’

4. Lad den nat forblive i det skjulte, blive skubbet ud i den gudsforladte intethed. Lad den blive dækket af glemslens mørke,

5. ja, gid mørket ville tage den i sig igen. Gid tågen ville skjule den, og skyerne dække den.

6. Gid mulm og mørke ville opsluge den helt, ja, rive den ud af kalenderen. Lad den ikke tælles blandt årets dage, lad den ikke høre hjemme i nogen måned.

7. Lad den blive til trøstesløs tomhed, en nat, hvor ingen glæder sig.

8. Lad troldmændene forbande den, de, som tør vække Livjatan.

9. Lad dens morgenstjerne formørkes, lad den forgæves vente på daggry, lad den aldrig få morgenrøden at se.

10. For den hindrede ikke min fødsel, skånede mig ikke for ulidelige smerter!

11. Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv eller udåndede, så snart jeg var født?

12. Min mor burde aldrig have taget sig af mig. Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.

13. Jeg ville hellere have været død, så jeg kunne sove i fred i min grav,

14. blandt konger og jordens herskere, der byggede sig gravkamre i ørkenen,

15. blandt fyrster, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.

16. Var jeg dog bare et dødfødt barn, som aldrig havde set dagens lys.

17. I døden bliver de gudløse stille, dér kan de trætte hvile ud.

18. Dér har selv fangerne fred, hører ikke længere vagternes råben.

19. Dér deler de fattige skæbne med de rige, slaven er sin herres lige.

20. Hvorfor holder Gud liv i de mennesker, der lever i smerte og elendighed?

21. De søger uden held efter døden, som var den en sjælden skat.

22. De råber højt af glæde, når de endelig når deres grav.

23. Hvorfor lader Gud mig leve, når jeg er uden fremtid og håb?

24. Jeg sukker dagen lang i min elendighed, kun jamren kommer over mine læber.

25. Det, jeg frygtede allermest, er sket, mine værste drømme er blevet til virkelighed.

26. Jeg er rastløs og uden ro, dybt begravet i min smerte.”