Johannesevangeliet 12 DA1871

1. Seks Dage før Paaske kom Jesus nu til Bethania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde.

2. Der gjorde de da et Aftensmaaltid for ham, og Martha vartede op; men Lazarus var en af dem, som sade til Bords med ham.

3. Da tog Maria et Pund af ægte, saare kostbar Nardussalve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; og Huset blev fuldt af Salvens Duft.

4. Da siger en af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Iskariot, han, som siden forraadte ham:

5. „Hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre Hundrede Denarer og given til fattige?“

6. Men dette sagde han, ikke fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri.

7. Da sagde Jesus: „Lad hende med Fred, hun har jo bevaret den til min Begravelsesdag!

8. De fattige have I jo altid hos eder; men mig have I ikke altid.“

9. En stor Skare af Jøderne fik nu at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus, hvem han havde oprejst fra de døde.

10. Men Ypperstepræsterne raadsloge om ogsaa at slaa Lazarus ihjel;

11. thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus.

12. Den følgende Dag, da den store Skare, som var kommen til Højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem,

13. toge de Palmegrene og gik ud imod ham og raabte: „Hosanna! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn, Israels Konge!“

14. Men Jesus fandt et ungt Æsel og satte sig derpaa, som der er skrevet:

15. „Frygt ikke, Zions Datter! se, din Konge kommer, siddende paa en Asenindes Føl.“

16. Dette forstode hans Disciple ikke først; men da Jesus var herliggjort, da kom de i Hu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham.

17. Skaren, som var med ham, vidnede nu, at han havde kaldt Lazarus frem fra Graven og oprejst ham fra de døde.

18. Det var ogsaa derfor, at Skaren gik ham i Møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette Tegn.

19. Da sagde Farisæerne til hverandre: „I se, at I udrette ikke noget; se, Alverden gaar efter ham.“

20. Men der var nogle Grækere af dem, som plejede at gaa op for at tilbede paa Højtiden.

21. Disse gik nu til Filip, som var fra Bethsajda i Galilæa, og bade ham og sagde: „Herre! vi ønske at se Jesus.“

22. Filip kommer og siger det til Andreas, Andreas og Filip komme og sige det til Jesus.

23. Men Jesus svarede dem og sagde: „Timen er kommen, til at Menneskesønnen skal herliggøres.

24. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, hvis ikke Hvedekornet falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dersom det dør, bærer det megen Frugt.

25. Den, som elsker sit Liv, skal miste det; og den, som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv.

26. Om nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal ogsaa min Tjener være; om nogen tjener mig, ham skal Faderen ære.

27. Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne Time? Dog, derfor er jeg kommen til denne Time.

28. Fader, herliggør dit Navn!“ Da kom der en Røst fra Himmelen: „Baade har jeg herliggjort det, og vil jeg atter herliggøre det.“

29. Da sagde Skaren, som stod og hørte det, at det havde tordnet; andre sagde: „En Engel har talt til ham.“

30. Jesus svarede og sagde: „Ikke for min Skyld er denne Røst kommen, men for eders Skyld.

31. Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste kastes ud,

32. og jeg skal, naar jeg bliver ophøjet fra Jorden, drage alle til mig.“

33. Men dette sagde han for at betegne, hvilken Død han skulde dø.

34. Skaren svarede ham: „Vi have hørt af Loven, at Kristus bliver evindelig, og hvorledes siger da du, at Menneskesønnen bør ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?“

35. Da sagde Jesus til dem: „Endnu en liden Tid er Lyset hos eder. Vandrer, medens I have Lyset, for at Mørke ikke skal overfalde eder! Og den, som vandrer i Mørket, ved ikke, hvor han gaar hen.

36. Medens I have Lyset, tror paa Lyset, for at I kunne blive Lysets Børn!“ Dette talte Jesus, og han gik bort og blev skjult for dem.

37. Men endskønt han havde gjort saa mange Tegn for deres Øjne, troede de dog ikke paa ham,

38. for at Profeten Esajas's Ord skulde opfyldes, som han har sagt: „Herre! hvem troede det, han hørte af os, og for hvem blev Herrens Arm aabenbaret?“

39. Derfor kunde de ikke tro, fordi Esajas har atter sagt:

40. „Han har blindet deres Øjne og forhærdet deres Hjerte, for at de ikke skulle se med Øjnene og forstaa med Hjertet og omvende sig, saa jeg kunde helbrede dem.“

41. Dette sagde Esajas, fordi han saa hans Herlighed og talte om ham.

42. Alligevel var der dog mange, endogsaa af Raadsherrerne, som troede paa ham; men for Farisæernes Skyld bekendte de det ikke, for at de ikke skulde blive udelukkede af Synagogen;

43. thi de elskede Menneskenes Ære mere end Guds Ære.

44. Men Jesus raabte og sagde: „Den, som tror paa mig, tror ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig,

45. og den, som ser mig, ser den, som sendte mig.

46. Jeg er kommen som et Lys til Verden, for at hver den, som tror paa mig, ikke skal blive i Mørket.

47. Og om nogen hører mine Ord og ikke vogter paa dem, ham dømmer ikke jeg; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden.

48. Den, som foragter mig og ikke modtager mine Ord, har den, som dømmer ham; det Ord, som jeg har talt, det skal dømme ham paa den yderste Dag.

49. Thi jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som sendte mig, han har givet mig Befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale.

50. Og jeg ved, at hans Befaling er evigt Liv. Altsaa, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig.“