Logo
🔍

Johannesevangeliet 13 DA1871

« Jesus tor Disciplenes Fødder og formaner dem til Ydmyghed, 1-20. Han taler om Forræderen, 21-30, om sin Herliggørelse og om indbyrdes Kærlighed, 31-35, om Peters Fald, 36-38.

1. Men før Paaskehøjtiden, da Jesus vidste, at hans Time var kommen, til at han skulde gaa bort fra denne Verden til Faderen, da, ligesom han havde elsket sine egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden.

2. Og medens der holdtes Aftensmaaltid, da Djævelen allerede havde indskudt i Judas's, Simons Søns, Iskariots Hjerte, at han skulde forraade ham;

3. da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænde, og at han var udgaaet fra Gud og gik hen til Gud:

4. saa rejser han sig fra Maaltidet og lægger sine Klæder fra sig, og han tog et Linklæde og bandt det om sig.

5. Derefter hælder han Vand i Vadskefadet og begyndte at to Disciplenes Fødder og at tørre dem med Linklædet, som han var ombunden med.

6. Han kommer da til Simon Peter; og denne siger til ham: „Herre! tor du mine Fødder?“

7. Jesus svarede og sagde til ham: „Hvad jeg gør, ved du ikke nu, men du skal forstaa det siden efter.“

8. Peter siger til ham: „Du skal i al Evighed ikke to mine Fødder.“ Jesus svarede ham: „Dersom jeg ikke tor dig, har du ikke Lod sammen med mig.“

9. Simon Peter siger til ham: „Herre! ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet.“

10. Jesus siger til ham: „Den, som er tvættet, har ikke nødig at to andet end Fødderne, men er ren over det hele; og I ere rene, men ikke alle.“

11. Thi han kendte den, som forraadte ham; derfor sagde han: „I ere ikke alle rene.“

12. Da han nu havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder og atter sat sig til Bords, sagde han til dem: „Vide I, hvad jeg har gjort ved eder?

13. I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det.

14. Naar da jeg, Herren og Mesteren, har toet eders Fødder, saa ere ogsaa I skyldige at to hverandres Fødder.

15. Thi jeg har givet eder et Eksempel, for at, ligesom jeg gjorde ved eder, skulle ogsaa I gøre.

16. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en Tjener er ikke større end sin Herre, ikke heller et Sendebud større end den, som har sendt ham.

17. Naar I vide dette, ere I salige, om I gøre det.

18. Jeg taler ikke om eder alle; jeg ved, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maatte opfyldes: Den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig.

19. Fra nu af siger jeg eder det, førend det sker, for at I, naar det er sket, skulle tro, at det er mig.

20. Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som modtager, hvem jeg sender, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig.“

21. Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i Aanden og vidnede og sagde: „Sandelig, sandelig, siger jeg eder, en af eder vil forraade mig.“

22. Da saa Disciplene paa hverandre, tvivlraadige om, hvem han talte om.

23. Men der var en iblandt hans Disciple, som sad til Bords ved Jesu Side, han, hvem Jesus elskede.

24. Til denne nikker da Simon Peter og siger til ham: „Sig, hvem det er, han taler om?“

25. Men denne bøjer sig op til Jesu Bryst og siger til ham: „Herre! hvem er det?“

26. Jesus svarer: „Det er den, hvem jeg giver det Stykke Brød, som jeg dypper.“ Saa dypper han Stykket og tager og giver det til Judas, Simons Søn, Iskariot.

27. Og efter at han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Saa siger Jesus til ham: „Hvad du gør, gør det snart!“

28. Men ingen af dem, som sade til Bords, forstod, hvorfor han sagde ham dette.

29. Thi nogle mente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: „Køb, hvad vi have nødig til Højtiden;“ eller at han skulde give noget til de fattige.

30. Da han nu havde faaet Stykket, gik han straks ud. Men det var Nat.

31. Da han nu var gaaet ud, siger Jesus: „Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham.

32. Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud ogsaa herliggøre ham i sig, og han skal snart herliggøre ham.

33. Børnlille! endnu en liden Stund er jeg hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: „Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme,“ siger jeg nu ogsaa til eder.

34. Jeg giver eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre, at ligesom jeg elskede eder, skulle ogsaa I elske hverandre.

35. Derpaa skulle alle kende, at I ere mine Disciple, om I have indbyrdes Kærlighed.“

36. Simon Peter siger til ham: „Herre! hvor gaar du hen?“ Jesus svarede ham: „Hvor jeg gaar hen, kan du ikke nu følge mig, men siden skal du følge mig.“

37. Peter siger til ham: „Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig.“

38. Jesus svarer: „Vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig, siger jeg dig, Hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet mig tre Gange.“

»