Klagesangene 1 BPH

1. Ak ja, den travle by er nu folketom. Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke. Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.

2. Byen jamrer og græder natten lang. Ingen kommer for at trøste hende i sorgen. Alle de gamle venner har svigtet hende.

3. Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver. De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile. De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.

4. Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest. Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme. Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.

5. Fjenden sejrede og plyndrede byen. Det var Herrens straf for folkets ulydighed. Alle indbyggerne blev ført bort som slaver.

6. Glansen er gået af den før så herlige by. Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde. De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.

7. Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun har mistet. Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb. Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.

8. Ingen ser op til Jerusalem, som de gjorde engang. Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder. Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.

9. Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne. Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende. „Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”

10. Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt. Ikke alene blev alle byens værdier plyndret, men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.

11. Lidelsen ramte alle, som boede i byen. Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad. Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!

12. Mon der findes en større smerte end min? Hvad mener I, der står og ser på min ulykke? Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.

13. Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden. Dommen fór ned fra himlen som en fortærende ild. Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.

14. Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden. Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre. Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.

15. På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere. Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater. Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.

16. Resultatet er en stadig strøm af tårer. Der er ingen til at trøste og hjælpe mig. Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17. Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente. Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel. De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18. „Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig, for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger. Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.

19. Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner. Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden, forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.

20. Vær mig nådig, Herre, for jeg pines af mit oprør. De, der løb ud på gaden, blev dræbt af sværdet, de, der blev i husene, bukkede under for sulten.

21. Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, ingen kommer for at trøste mig. Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig. Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.

22. Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab! Straf dem, som du har straffet mig! Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”