Klagesangene 3 DA1871

1. Jeg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.

2. Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.

3. Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

4. Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.

5. Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.

6. Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.

7. Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.

8. Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.

9. Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

10. Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.

11. Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.

12. Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

13. Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

14. Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.

15. Han mættede mig med beske Urter, han gav mig rigelig Malurt at drikke

16. og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.

17. Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.

18. Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.

19. Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

20. Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

21. Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:

22. Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

23. Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

24. Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

25. Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.

26. Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

27. Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.

28. Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

29. Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.

30. Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.

31. Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

32. Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

33. Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

34. For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,

35. for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,

36. for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.

37. Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

38. Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

39. Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!

40. Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!

41. Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!

42. Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.

43. Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.

44. Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

45. Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.

46. Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

47. Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.

48. Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

49. Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,

50. indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.

51. Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

52. Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

53. De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.

54. Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

55. Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.

56. Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

57. Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

58. Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

59. Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!

60. Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.

61. Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,

62. mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.

63. Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.

64. Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.

65. Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.

66. Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.