Klagesangene 4 BPH
1. Ak, Jerusalems guldklumper har mistet deres glans. Hendes hellige øjestene ligger og vansmægter på hvert gadehjørne.
2. Byens befolkning var deres vægt værd i guld, men nu ligger de som værdiløse lerkar, en pottemagers værk.
3. De vilde sjakaler giver deres unger die, men mit folks mødre er følelseskolde som ørkenens strudse.
4. Ethvert spædbarn skriger af tørst med tungen klæbende til ganen. Småbørn tigger om mad, men ingen har noget at give.
5. Folk, som var vant til festmiddage, er nu ved at forgå af sult. De, som levede i luksus, roder nu efter føde i rendestenen.
6. Går det ikke mit folk værre end Sodomas indbyggere? De døde dog på et øjeblik ved Herrens direkte indgreb.
7. Hendes fyrster havde hud som silke og struttede af sundhed, deres ansigter var rødmossede og håret skinnede så smukt.
8. Ingen ville kunne genkende dem nu, hvis de mødte dem på gaden, for de er det rene skind og ben med ansigter sorte som sod.
9. Ja, hellere dræbes af sværdet, end at dø langsomt af sult, fordi madforsyninger ikke kan komme ind i byen.
10. Kan man forestille sig, hvad der sker med en kærlig mor, som tvinges til at koge og spise sine børn for at overleve?
11. Landet er lamslået over Herrens forfærdelige vrede. Jerusalem er ødelagt og brændt ned til grunden.
12. Man mente ikke, det kunne lade sig gøre at indtage Jerusalem. Ingen af jordens konger troede, det var muligt.
13. Nedsablingen skete, fordi profeter og præster havde syndet. De havde myrdet uskyldige folk midt i Herrens hellige by.
14. Overalt i byen raver folk rundt i blinde. De kan ikke undgå at røre ved blod, og derfor er de urene.
15. „Pas på!” advarer folk hinanden, „der kommer en uren!” Flygter de, siger de fremmede folkeslag: „Her kan I ikke bo!”
16. Respekt for præsterne og landets ledere hører fortiden til, for Herren har slået hånden af dem og spredt dem for alle vinde.
17. Skildvagterne stod og spejdede efter hjælp, men forgæves. Ingen af vores allierede havde magt til at redde os.
18. Tidspunktet nærmede sig, hvor alt var forbi. Vi kunne ikke gå ud på gaden af frygt for at blive dræbt.
19. Uden at vise nåde kastede fjenderne sig over os som gribbe. De forfulgte os i bjergene og lå på lur efter os i ørkenen.
20. Vores egen konge, Herrens udvalgte, gik lige i deres fælde, han, som vi troede kunne beskytte os fra enhver fjende.
21. Østpå glæder I jer, Edoms folk, for denne gang var det ikke jer, der blev ramt. Men en dag skal også I drikke Herrens vredes vin, så I mister besindelsen.
22. Åh, Jerusalem, din straf var hård, men en dag bliver du genoprettet. Edoms folk, derimod, vil blive straffet, fordi de svigtede os.