Markusevangeliet 4 DA1871

1. Og han begyndte atter at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa at han maatte gaa om Bord og sætte sig i et Skib paa Søen; og hele Skaren var paa Land ved Søen.

2. Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:

3. „Hører til: Se, en Sædemand gik ud at saa.

4. Og det skete, idet han saaede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og aade det op.

5. Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.

6. Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.

7. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.

8. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold.“

9. Og han sagde: „Den, som har Øren at høre med, han høre!“

10. Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.

11. Og han sagde til dem: „Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,

12. for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstaa, for at de ikke skulle omvende sig og faa Forladelse.“

13. Og han siger til dem: „Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstaa alle de andre Lignelser?

14. Sædemanden saar Ordet.

15. Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er saaet i dem.

16. Og ligeledes de, som blive saaede paa Stengrunden, det er dem, som, naar de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;

17. og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks.

18. Og andre ere de, som blive saaede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet,

19. og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt.

20. Og de, der bleve saaede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.“

21. Og han sagde til dem: „Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen?

22. Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset.

23. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!“

24. Og han sagde til dem: „Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere.

25. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.“

26. Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden

27. og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.

28. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset;

29. men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.“

30. Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?

31. Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden,

32. og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.“

33. Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.

34. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.

35. Og paa den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: „Lader os fare over til hin Side!“

36. Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som han sad i Skibet; men der var ogsaa andre Skibe med ham.

37. Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, saa at Skibet allerede var ved at fyldes.

38. Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: „Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgaa?“

39. Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: „Ti, vær stille!“ og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.

40. Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I saa bange? Hvorfor have I ikke Tro?“

41. Og de frygtede saare og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden baade Vinden og Søen ere ham lydige?“