Markusevangeliet 5 BPH

1. Jesus og disciplene var nu nået over søen til den anden bred, til gerasenernes egn.

2 3. Straks da de gik i land, kom en mand styrtende ud fra en klippehule og hen imod dem. Han var besat af onde ånder og holdt til i de klippehuler, der blev brugt som gravpladser.

4. Han havde igen og igen sprængt alle de fodjern og lænker, man havde forsøgt at holde ham bundet med. Ingen kunne klare ham,

5. og dag og nat kunne man høre ham hyle i gravhulerne og oppe i bjergene, hvor han slog sig selv med sten.

6. Manden havde på lang afstand fået øje på Jesus, og nu kom han styrtende og kastede sig ned på jorden foran ham.

7 8. Jesus befalede den onde ånd at forlade manden, men blev mødt med et højt skrig: „Lad mig være i fred, Jesus, du, den almægtige Guds Søn! Lov mig højt og helligt, at du ikke vil pine mig.”

9. „Hvad er dit navn?” spurgte Jesus. „Legion,” svarede han, „for vi er mange!”

10. Og så gav dæmonerne sig til at bønfalde Jesus om ikke at sende dem bort fra egnen.

11. Nu var der en stor flok svin, som gik og rodede efter føde på toppen af en skrænt i nærheden.

12. „Giv os lov til at besætte svinene!” tiggede dæmonerne.

13. I samme øjeblik Jesus gav dem lov, fór dæmonerne ud af manden og ind i svinene, og hele flokken – omkring 2000 – styrtede ned ad skrænten og druknede i søen.

14. Svinehyrderne flygtede og fortalte om det både i by og på land, så egnens beboere kom strømmende til for at se, hvad der var sket.

15. Da de kom hen til Jesus, så de manden, der havde haft de mange dæmoner i sig, sidde påklædt og ved sans og samling. Det forbløffede dem og gjorde dem bange.

16. De, der havde set, hvad der var sket med manden og svinene, fortalte dem, hvordan det var gået til.

17. Derefter bad de Jesus om at forlade deres egn.

18. Da Jesus var på vej op i båden, bad manden, der havde været besat af dæmoner, om lov til at følge med ham.

19. „Nej,” sagde Jesus, „gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud i sin barmhjertighed har gjort for dig.”

20. Manden gik derefter rundt i Dekapolis og fortalte alle om de store ting, Jesus havde gjort for ham. Og folk undrede sig.

21. Så snart Jesus var nået tilbage over søen og gået i land, samledes en masse mennesker omkring ham. Mens han endnu stod nede på søbredden,

22. kom en synagogeforstander derhen. Hans navn var Jairus. Da han kom hen til Jesus, faldt han på knæ foran ham

23. og bad indtrængende: „Min lille datter ligger for døden derhjemme! Men hvis du kommer og lægger hænderne på hende, så vil hun blive rask og leve!”

24. Jesus gik med ham, men en masse mennesker trængtes stadig om ham.

25. Mellem de mange mennesker var der en kvinde, som igennem 12 år havde lidt af vedvarende blødninger.

26. I alle de år havde hun gennemgået meget hos forskellige læger, og selv om hun havde brugt alle sine penge i håb om at blive rask, var hendes tilstand ikke blevet bedre – tværtimod.

27 . Hun havde hørt, hvad folk fortalte om Jesus, og hun trængte sig nu frem gennem mængden for at nå hen til ham. „Hvis bare jeg får rørt ved hans bedesjal, bliver jeg helbredt,” tænkte hun. Forsigtigt rørte hun bagfra ved sjalet.

29. Straks standsede blødningerne, og hun kunne mærke, at hun var blevet rask.

30. Jesus standsede op og vendte sig om, for han havde mærket, at en helbredende kraft var strømmet ud fra ham. „Hvem var det, der rørte ved mit sjal?” spurgte han.

31. „Hele mængden maser jo ind på dig,” indvendte disciplene. „Og så spørger du, hvem der har rørt ved dig?”

32. Jesus blev imidlertid stående og så sig omkring for at få øje på den, der havde gjort det.

33. Den forskrækkede kvinde kom frem. Hun rystede af sindsbevægelse, for hun vidste jo, hvad der var sket. „Det var mig,” sagde hun og faldt på knæ foran ham. Og så fortalte hun det hele.

34. „Min ven, din tro har reddet dig,” sagde Jesus. „Gå med fred! Du er nu fuldstændig helbredt.”

35. Mens han endnu stod og talte med hende, kom der nogle til Jairus med en besked fra hans hjem: „Din datter er død,” sagde de til ham. „Der er ingen grund til at ulejlige mesteren mere.”

36. Jesus hørte, hvad der blev sagt, og sagde henvendt til Jairus: „Vær ikke bange. Du skal bare tro på mig.”

37. Jesus ville ikke have andre med sig hen til Jairusʼ hjem end Peter, Jakob og dennes bror Johannes.

38. Da de kom derhen, var der en vældig larm. Folk græd og jamrede højlydt inde i huset.

39. Jesus og disciplene gik indenfor. „Hvorfor græder og jamrer I sådan?” spurgte han. „Den lille pige er ikke død. Hun sover bare.”

40. De lo ad ham, men han bad dem alle gå udenfor og tog kun den lille piges far og mor og de tre disciple med ind i det værelse, hvor hun lå.

41. Han gik hen til sengen, tog pigens hånd og sagde: „Stå op, min pige!”

42. Straks rejste hun sig op og begyndte at gå omkring. Hun var 12 år gammel. Forældrene stod og stirrede med åben mund.

43. „I må ikke sige det til nogen,” sagde Jesus strengt, „og sørg for, at hun får noget at spise.”