Markusevangeliet 6 DA1871

1. Og han gik bort derfra. Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham.

2. Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: „Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham, og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder!

3. Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?“ Og de forargedes paa ham.

4. Og Jesus sagde til dem: „En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus.“

5. Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne paa nogle faa syge og helbredte dem.

6. Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.

7. Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Aander.

8. Og han bød dem, at de skulde intet tage med paa Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,

9. men have Sko paa og: „Ifører eder ikke to Kjortler!“

10. Og han sagde til dem: „Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet.

11. Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gaa bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem.“

12. Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.

13. Og de dreve onde Aander ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.

14. Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: „Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham.“

15. Andre sagde: „Det er Elias;“ men andre sagde: „Det er en Profet ligesom en af Profeterne.“

16. Men da Herodes hørte det, sagde han: „Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst.“

17. Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte.

18. Johannes sagde nemlig til Herodes: „Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru.“

19. Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slaa ham ihjel, og hun kunde det ikke.

20. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Haand over ham; og naar han hørte ham, var han tvivlraadig om mange Ting, og han hørte ham gerne.

21. Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes paa sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa,

22. og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: „Bed mig, om hvad som helst du vil, saa vil jeg give dig det.“

23. Og han svor hende til og sagde: „Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige.“

24. Og hun gik ud og sagde til sin Moder: „Hvad skal jeg bede om?“ Men hun sagde: „Om Johannes Døberens Hoved.“

25. Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: „Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved paa et Fad.“

26. Og om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende.

27. Og Kongen sendte straks en af Vagten og befalede at bringe hans Hoved.

28. Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved paa et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder.

29. Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.

30. Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad de havde gjort, og hvad de havde lært.

31. Og han siger til dem: „Kommer nu I med afsides til et øde Sted og hviler eder lidt;“ thi der var mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Ro til at spise.

32. Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.

33. Og man saa dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.

34. Og da han gik i Land, saa han en stor Skare, og han ynkedes inderligt over dem; thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget.

35. Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham og sagde: „Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.

36. Lad dem gaa bort, for at de kunne gaa hen i de omliggende Gaarde og Landsbyer og købe sig noget at spise.“

37. Men han svarede og sagde til dem: „Giver I dem at spise!“ Og de sige til ham: „Skulle vi gaa hen og købe Brød for to Hundrede Denarer og give dem at spise?“

38. Men han siger til dem: „Hvor mange Brød have I? Gaar hen og ser efter!“ Og da de havde faaet det at vide, sige de: „Fem, og to Fisk.“

39. Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i smaa Flokke i det grønne Græs.

40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme paa hundrede og somme paa halvtredsindstyve.

41. Og han tog de fem Brød og de to Fisk, saa op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.

42. Og de spiste alle og bleve mætte.

43. Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, ogsaa af Fiskene.

44. Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.

45. Og straks nødte han sine Disciple til at gaa om Bord i Skibet og i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han selv lod Skaren gaa bort.

46. Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op paa Bjerget for at bede.

47. Og da det var blevet silde, var Skibet midt paa Søen og han alene paa Landjorden.

48. Og da han saa, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var dem imod), kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende paa Søen. Og han vilde gaa dem forbi.

49. Men da de saa ham vandre paa Søen, mente de, at det var et Spøgelse, og de skrege.

50. Thi de saa ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med dem og sagde til dem: „Værer frimodige, det er mig, frygter ikke!“

51. Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv.

52. Thi de havde ikke faaet Forstand af det, som var sket med Brødene; men deres Hjerte var forhærdet.

53. Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og lagde til der.

54. Og da de traadte ud af Skibet, kendte man ham straks.

55. Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge paa deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.

56. Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller Gaarde, lagde de de syge paa Torvene og bade ham om, at de maatte røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredede.