Logo
🔍

Mattæusevangeliet 15 BPH

«

1. En dag kom der nogle farisæere og skriftlærde fra Jerusalem for at få en samtale med Jesus.

2. „Hvorfor overtræder dine disciple de regler, vores forfædre har pålagt os?” begyndte de. „De renser jo ikke hænderne på den foreskrevne måde, før de spiser!”

3. Jesus svarede: „Og hvorfor overtræder I Guds befalinger for at kunne følge jeres egne traditioner?

4. Gud har jo sagt: ‚Du skal ære din far og din mor!’ og: ‚Den, der forbander sin far eller mor, skal dø!’

5. Men I hævder, at hvis blot man siger til sin far eller mor: ‚Det, du skulle have haft, vil jeg i stedet give som gave til templet,’

6. så behøver man ikke at ære sine forældre. På den måde ophæver I Guds ord til fordel for jeres egne traditioner.

7. I er nogle hyklere! Det er sådan nogle som jer, Gud har talt om i profeten Esajasʼ bog:

8. ‚Dette folk ærer mig i det ydre, men deres hjerte er fjernt fra mig.

9. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud.’”

10. Så kaldte Jesus folk sammen og sagde: „Hør nu efter og prøv at forstå, hvad jeg siger:

11. Det er ikke det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent i Guds øjne, men det er det, som kommer ud gennem munden!”

12. Derefter kom disciplene hen til Jesus og sagde: „Ved du, at farisæerne følte sig stødt over det, du sagde lige før?”

13. Jesus svarede: „Alle de planter, som min Far ikke har plantet, bliver rykket op med rode.

14. Lad dem bare være. De er blinde vejledere for blinde. Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”

15. Peter bad nu Jesus forklare, hvad han mente med den billedtale, han lige havde brugt.

16. „I har åbenbart stadig svært ved at forstå billederne,” sagde Jesus.

17. „Så hør her: Al den mad, der kommer ind gennem munden, fortsætter ned i maven og forsvinder ud igen.

18. Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre,

19. dvs. de onde tanker, som fører til mord, utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder.

20. Det er den slags ting, der gør mennesket urent – ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer.”

21. Jesus og disciplene forlod nu den del af landet og trak sig tilbage til egnene omkring Tyrus og Sidon.

22. En ikke-jødisk kvinde, som boede på den egn, kom til Jesus og råbte bønfaldende: „Vær barmhjertig mod mig, Herre, du Davids Søn! Min datter har en dæmon i sig, og den plager hende ustandselig.”

23. Jesus svarede hende ikke lige med det samme. Disciplene gik hen til ham og sagde: „Bed hende om at gå. Det vækker opsigt, at hun råber efter os.”

24. Så vendte Jesus sig mod kvinden og sagde: „Jeg er kun udsendt for at hjælpe jøderne.”

25. Men hun trådte nærmere og faldt på knæ foran ham: „Herre, hjælp mig dog!”

26. Jesus svarede: „Det kan ikke være rigtigt at tage børnenes mad og give den til hundehvalpene.”

27. „Det er sandt, Herre,” sagde hun, „og dog løber hvalpene hen og spiser de krummer, som falder ned fra deres herres bord.”

28. „Du har stor tro!” udbrød Jesus. „Du skal få det, du har bedt om!” I samme øjeblik var hendes datter helbredt.

29. Jesus vendte derefter tilbage til området øst for Galilæasøen, hvor han gik op på en bakke og satte sig ned for at undervise.

30. Mange samledes omkring ham, og blandt dem var der lamme, blinde, stumme og andre handicappede. Jesus helbredte dem alle!

31. Det var et fantastisk syn. Mennesker som før var stumme, kunne nu tale. Handicappede blev helbredt, lamme gik omkring, blinde kunne se. Folkemængden blev slået af forundring og lovpriste Israels Gud.

32. Jesus kaldte nu disciplene hen til sig. „Jeg har ondt af alle de mennesker,” sagde han. „Nu har de været sammen med mig her i tre dage, og de har ikke mere at spise. Jeg vil ikke sende dem af sted uden at give dem noget, for så kan de falde om af udmattelse på vejen hjem.”

33. „Men vi kan da umuligt skaffe brød nok her i ødemarken,” indvendte disciplene.

34. „Hvor mange brød har I?” spurgte Jesus. „Syv brød og nogle småfisk,” svarede de.

35. Så fik han folk til at sætte sig på jorden.

36. Derefter tog han de syv brød og fiskene, takkede Gud, brækkede dem i stykker og gav stykkerne til disciplene, der så delte mad ud til folkemængden.

37. Alle spiste og blev mætte, og da resterne blev samlet sammen, fyldte de syv store kurve.

38. Tallet på de tilstedeværende mænd var 4000, foruden kvinder og børn.

39. Så sendte Jesus folk hjem, hvorefter han og disciplene gik om bord i en båd og sejlede til området omkring Magadan.

»