4. Mosebog 27 DA1871

1. Og nu fremkom Døtrene af Zelafehad, som var en Søn af Hefer, der var en Søn af Gilead, der var en Søn af Makir, Manasse Søn, af Manasse, Josefs Søns, Slægter; og dette var hans Døtres Navne: Mahela og Noa og Hogla og Milka og Thirza.

2. Og de stode frem for Mose Ansigt og for Eleasars, Præstens, Ansigt og for Fyrsternes og al Menighedens Ansigt, for Forsamlingens Pauluns Dør, og sagde:

3. Vor Fader er død i Ørken, og han var ikke iblandt det Selskab, som samlede sig imod Herren i Koras Selskab; men han døde i sin Synd, og han havde ikke Sønner.

4. Hvi skal da vor Faders Navn udelukkes af hans Slægt, fordi han ingen Søn havde? giv os Ejendom midt iblandt vor Faders Brødre!

5. Og Mose fremførte deres Sag for Herrens Ansigt.

6. Og Herren sagde saaledes til Mose:

7. Zelafehads Døtre tale ret, du skal give dem Ejendom til Arv midt iblandt deres Faders Brødre, og du skal lade deres Faders Arv gaa over til dem.

8. Og til Israels Børn skal du tale og sige: Naar en Mand dør og har ingen Søn, da skulle I lade hans Arv gaa over til hans Datter.

9. Og dersom han ingen Datter har, da skulle I give hans Brødre hans Arv.

10. Og dersom han ingen Brødre har, da skulle I give hans Faders Brødre hans Arv.

11. Men dersom hans Fader ingen Brødre har, da skulle I give hans Arv til hans næste Slægt, til den, som er hans nærmeste paarørende af hans Slægt, og denne skal arve den; og det skal være for Israels Børn en beskikket Ret, som Herren har befalet Mose.

12. Og Herren sagde til Mose: Gak op paa dette Bjerg Abarim og bese Landet, som jeg har givet Israels Børn.

13. Og naar du har beset det, da skal ogsaa du samles til dit Folk, ligesom Aron din Broder blev samlet,

14. efterdi I vare genstridige imod min Mund i den Ørk Zin, da Menigheden yppede Kiv, der I skulde have helliget mig for deres Øjne ved Vandet; det er Kivevandet i Kades, udi den Ørk Zin.

15. Og Mose talede til Herren og sagde:

16. Vilde dog Herren, som er alt Køds Aanders Gud, beskikke en Mand over Menigheden,

17. som kan gaa ud for deres Ansigt, og som kan gaa ind for deres Ansigt, og som kan føre dem ud, og som kan føre dem ind, at Herrens Menighed ikke skal være som Faarene, der ingen Hyrde have.

18. Og Herren sagde til Mose: Tag dig Josva, Nuns Søn, en Mand, i hvem Aanden er, og læg din Haand paa ham,

19. og stil ham for Eleasars, Præstens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt, og giv ham Befaling for deres Øjne;

20. og læg af din Herlighed paa ham, for at hele Israels Børns Menighed maa høre ham.

21. Og han skal staa for Eleasars, Præstens, Ansigt, og denne skal efter Urims Vis spørge for ham hos Herren; efter dennes Mund skulle de gaa ud, og efter dennes Mund skulle de gaa ind, han og alle Israels Børn med ham, ja, den hele Menighed.

22. Og Mose gjorde, som Herren havde befalet ham; og han tog Josva og stillede ham for Eleasars, Præstens, Ansigt og for den hele Menigheds Ansigt,

23. og han lagde sine Hænder paa ham og gav ham Befaling, eftersom Herren havde talet ved Mose.