Ordsprogenes Bog 20 DA1871

1. Vin er en Spotter, stærk Drik en Larmer, og hver som raver deraf, bliver ikke viis.

2. Den Forfærdelse, en Konge vækker, er som en ung Løves Brølen; den, som fortørner ham, synder imod sit Liv.

3. Det er en Ære for en Mand at blive fra Trætte, men hver Daare vælter sig ind i den.

4. Fordi det er Vinter, vil den lade ikke pløje; om Høsten vil han søge, og der er intet.

5. Raad i en Mands Hjerte er dybt Vand, men en forstandig Mand drager det op.

6. Mange Mennesker udraabe hver sin Kærlighed; men hvo finder en trofast Mand?

7. Den, som vandrer frem i sin Oprigtighed, er retfærdig; lyksalige ere hans Børn efter ham.

8. En Konge, som sidder paa Domstolen, udskiller alle onde med sine Øjne.

9. Hvo kan sige: Jeg har renset mit Hjerte; jeg er ren for min Synd?

10. To Slags Vægt og to Slags Efa, de ere begge en Vederstyggelighed for Herren.

11. Ogsaa af sine Gerninger kendes den unge, om han er ren, og om hans Gerning er ret.

12. Et Øre, som hører, og et Øje, som ser, ogsaa dem begge har Herren gjort.

13. Elsk ikke Søvn, at du ikke skal blive fattig; slaa dine Øjne op, saa skal du mættes af Brød.

14. Det er slet! det er slet! siger Køberen; men naar han gaar bort, da roser han sig.

15. Der er Guld og mange Perler til; men Kundskabs Læber ere et dyrebart Kar.

16. Naar en gaar i Borgen for en fremmed, saa tag hans Klæder; og tag Pant af ham, naar det er for den ubekendte.

17. Brød, tjent ved Bedrag, smager en Mand vel; men siden bliver hans Mund fuld af Grus.

18. Beslutninger efter Raadslagning bestaa; før da Krig efter fornuftig Ledelse!

19. Den, der gaar om som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; og indlad dig ikke med den, som er aabenmundet.

20. Hvo som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lampe skal udslukkes midt i Mørket.

21. Den Arv, som man i Førstningen higer efter, den skal ikke velsignes paa det sidste.

22. Sig ikke: Jeg vil betale ondt; bi efter Herren, og han skal frelse dig.

23. To Slags Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.

24. En Mands Gang er at Herren, og hvad forstaar et Menneske sig paa sin Vej?

25. Det er Mennesket en Snare ubesindigt at sige: „Helligt!‟ og først efter Løfterne betænke det.

26. En viis Konge udskiller de ugudelige og lader Hjulet gaa over dem.

27. Menneskens Aand er en Lampe fra Herren; den ransager alle Lønkamre i hans Indre.

28. Miskundhed og Sandhed bevare en Konge, og han støtter sin Trone ved Miskundhed.

29. En Pryd for de unge er deres Kraft, og et Smykke for de gamle ere de graa Haar.

30. En Salvelse for den onde ere Striber af Saar og Slag, der trænge dybt ind i hans Krop.