Ordsprogenes Bog 23 DA1871

1. Naar du sidder til Bords hos en Hersker, da agt vel paa, hvad der staar for dit Ansigt,

2. og at du sætter en Kniv paa din Strube, hvis du har Begærlighed.

3. Fat ikke Lyst til hans Livretter, da det er bedragerisk Mad.

4. Anstreng dig ikke for at blive rig, brug ej din Forstand dertil!

5. Skulde du lade dine Øjne flyve efter det, da det ikke er der? thi det skal gøre sig Vinger som en Ørn, der flyver imod Himmelen.

6. Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter!

7. Thi ligesom han tænker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Æd og drik; men hans Hjerte er ikke med dig.

8. Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord.

9. Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.

10. Flyt ikke det gamle Landemærke, og kom ikke paa de faderløses Agre!

11. Thi deres Løser er stærk; han skal udføre deres Sag imod dig.

12. Vend dit Hjerte til Undervisning og dine Øren til Kundskabs Ord!

13. Vægre dig ikke ved at tugte den unge; thi slaar du ham med Riset, dør han ikke deraf.

14. Du skal slaa ham med Riset og fri hans Sjæl fra Dødsriget.

15. Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal ogsaa mit Hjerte glæde sig,

16. og mine Nyrer skulle fryde sig, naar dine Læber tale Retvished.

17. Lad dit Hjerte ikke være misundeligt imod Syndere, men bliv hver Dag i Herrens Frygt!

18. Thi kommer der en Eftertid, saa vil din Forhaabning ikke tilintetgøres.

19. Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaa lige frem ad Vejen.

20. Vær ikke iblandt Vindrankere, iblandt dem, som fraadse i Kød.

21. Thi en Dranker og Fraadser skal blive fattig; og Søvn klæder en i Pjalter.

22. Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.

23. Køb Sandhed, og sælg den ej, saa og Visdom, Lærdom og Forstand.

24. Den retfærdiges Fader skal fryde sig; den, som avler en viis, skal glædes ved ham.

25. Lad din Fader og din Moder glædes, og lad hende, som fødte dig, fryde sig!

26. Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øjne have Behag i mine Veje.

27. Thi Skøgen er en dyb Grav og den fremmede Kvinde en snæver Brønd.

28. Hun ligger paa Lur som efter Rov og formerer Tallet paa de troløse iblandt Menneskene.

29. Hvo har Ak? hvo har Ve? hvo har Trætter? hvo har Bekymring? hvo har Saar uden Skel? hvo har røde Øjne?

30. De, som sidde længe ved Vinen, de, som gaa ind at prøve den stærke Drik.

31. Se ikke til Vinen, hvor den er rød, hvor den perler i Bægeret; glat gaar den ned.

32. Til sidst skal den bide som en Slange og stikke som en Basilisk;

33. dine Øjne ville se efter fremmede Kvinder, og dit Hjerte vil tale forvendte Ting;

34. og du vil blive som den, der sover midt paa Havet, og som den, der sover paa Toppen af Masten:

35. „De sloge mig, det smertede mig ikke; de stødte mig, jeg fornam det ikke; naar skal jeg opvaagne? jeg vil søge den endnu engang.‟