Ordsprogenes Bog 26 DA1871

1. Som Sneen om Sommeren og som Regnen om Høsten saa passer Ære ikke for en Daare.

2. Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saaledes vil en Forbandelse, som sker uden Aarsag, ikke træffe ind.

3. En Svøbe er for Hesten og en Tømme for Asenet og et Ris for Daarers Ryg.

4. Svar ej en Daare efter hans Taabelighed, at ikke ogsaa du skal blive ham lig.

5. Svar en Daare efter hans Taabelighed, at han ikke skal være viis i sine egne Øjne.

6. Fødderne hugger den af sig, og Fortrædelighed maa den drikke, som sender Bud ved en Daare.

7. Tager Benene fra den halte og Tankesproget bort, som er i Daarers Mund.

8. Som den, der binder Stenen fast i Slyngen, saa er den, der giver en Daare Ære.

9. Som en Tjørnekæp, der kommer i den druknes Haand, saa er Tankesproget i Daarers Mund.

10. Som en Pil, der saarer alt, saa er den, der lejer en Daare, og den, der lejer vejfarende.

11. Ligesom en Hund vender sig til sit eget Spy, saa er Daaren, som gentager sin Taabelighed.

12. Har du set en Mand, som er viis i sine egne Øjne, da er der mere Forhaabning om en Daare end om ham.

13. Den lade siger: Der er en grum Løve paa Vejen, en Løve paa Gaderne.

14. Som Døren drejer sig om paa sine Hængsler, saa den lade paa sin Seng.

15. Den lade stikker sin Haand i Fadet; det bliver ham besværligt at lade den komme til sin Mund igen.

16. Den lade er visere i sine egne Øjne end syv, som svare forstandigt.

17. Som den, der griber Hunden fat ved Ørene, saa er den, der gaar forbi og kommer i Vrede over en Trætte, der ikke kommer ham ved.

18. Som en gal, der udkaster Gnister, Pile og Død,

19. saa er den Mand, der besviger sin Næste og siger: Skæmter jeg ikke?

20. Naar der intet Ved er mere, udslukkes Ilden; og naar der ingen Bagvadsker er, stilles Trætte.

21. Kul til Gløder og Ved til Ild: Saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.

22. En Bagvadskers Ord lyde som Skæmt, dog trænge de ind i inderste Bug.

23. Som et Potteskaar, der er overdraget med urent Sølv, saa ere brændende Læber og et ondt Hjerte.

24. Den hadefulde forstiller sig med sine Læber, men inden i sig nærer han Svig.

25. Naar han gør sin Røst yndig, da tro ham ikke; thi der er syv Vederstyggeligheder i hans Hjerte.

26. Den, hvis Had er skjult ved Bedrag, hans Ondskab skal blive aabenbaret i Forsamlingen.

27. Hvo som graver en Grav, skal selv falde i den; og hvo som vælter en Sten op, paa ham skal den falde tilbage.

28. En falsk Tunge hader dem, som den har knust, og en glat Mund bereder Fald.