Ordsprogenes Bog 27 DA1871

1. Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.

2. Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!

3. Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.

4. Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?

5. Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.

6. Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.

7. En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.

8. Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.

9. Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.

10. Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.

11. Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.

12. Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.

13. Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.

14. Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.

15. Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.

16. Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.

17. Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.

18. Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.

19. Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.

20. Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes.

21. Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.

22. Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.

23. Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!

24. Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?

25. Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.

26. Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.

27. Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.