Ordsprogenes Bog 31 DA1871

1. Lemuels, en Konges, Ord; et varslende Ord, hvormed hans Moder underviste ham.

2. Hvad? min Søn! og hvad? mit Livs Søn! og hvad? mine Løfters Søn!

3. Giv ikke Kvinderne din Kraft, og giv dig ikke ind paa en Vej, der ødelægger Konger.

4. Det bør ikke Konger, Lemuel! det bør ikke Konger at drikke Vin, ej heller Fyrster at drikke stærk Drik,

5. at han ikke skal drikke og glemme det, som er Lov, og forvende alle elendige Folks Ret.

6. Giver stærk Drik til den, som er ved at omkomme, og Vin til den, som er beskelig bedrøvet i Sjælen,

7. at han maa drikke og glemme sin Armod og ikke mere komme sin Møje i Hu.

8. Oplad din Mund for den stumme til alle forladte Børns Ret.

9. Oplad din Mund, døm Retfærdighed, og skaf den elendige og fattige Ret!

10. Hvo finder en duelig Hustru? hun er langt mere værd end Perler.

11. Hendes Mands Hjerte forlader sig paa hende, og Indtægt mangler ikke.

12. Hun gør ham godt og intet ondt i alle sit Livs Dage.

13. Hun søger efter Uld og Hør og arbejder gerne med sine Hænder.

14. Hun er ligesom en Købmands Skibe, hun lader sit Brød komme langvejs fra.

15. Og hun staar op, medens det endnu er Nat, og giver sit Hus Mad og sine Piger deres bestemte Arbejde.

16. Hun tænker paa Agerland og faar det; af sine Hænders Frugt planter hun en Vingaard.

17. Hun omgjorder sine Lænder med Kraft og gør sine Arme stærke.

18. Hun skønner, at hendes Handel er god; hendes Lampe slukkes ikke om Natten.

19. Hun udstrækker sine Hænder til Rokken, og hendes Hænder tage fat paa Tenen.

20. Hun udbreder sin Haand til den elendige og udstrækker sine Hænder til den fattige.

21. Hun frygter ikke for sit Hus, naar der er Sne; thi hele hendes Hus er klædt i karmesinrødt Tøj.

22. Hun gør sig Tæpper; fint Linned og Purpur er hendes Klædning.

23. Hendes Mand er navnkundig i Portene, naar han sidder sammen med de ældste i Landet.

24. Hun gør kosteligt Linklæde og sælger det og bringer Købmanden Bælter til Salgs.

25. Kraft og Herlighed er hendes Klædebon, og hun ler ad den kommende Tid.

26. Hun oplader sin Mund med Visdom, og Kærligheds Lov er paa hendes Tunge.

27. Hun ser efter, hvorledes det gaar til i hendes Hus, og æder ikke Ladheds Brød.

28. Hendes Sønner staa op og prise hende; hendes Husbond roser hende ogsaa:

29. „Mange Døtre forhverve Formue; men du staar over dem alle sammen‟.

30. Yndighed er Bedrag, og Skønhed er Forfængelighed; men en Kvinde, som frygter Herren, hun skal roses.

31. Giver hende af hendes Hænders Frugt, og hendes Gerninger skulle prise hende i Portene.