Ordsprogenes Bog 9 DA1871

1. Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;

2. hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;

3. hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:

4. Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:

5. Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.

6. Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.

7. Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.

8. Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.

9. Giv den vise , og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.

10. Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.

11. Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.

12. Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.

13. Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.

14. Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,

15. for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;

16. hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.

17. Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.

18. Men han ved ikke, at der er Dødninger der; de, som ere indbudne af hende, ere i Dødsrigets Dyb.