Salmernes Bog 102 BPH

1. Fra en, der lider, men beder om og forventer Herrens hjælp.

2. Herre, hør min bøn, lad mit nødråb nå frem til dig.

3. Vend dig ikke bort fra mig, for jeg lider og er i stor nød. Hør mig, når jeg kalder på dig, kom mig hurtigt til hjælp.

4. Jeg føler mit liv forsvinde som en røg, det er, som om jeg blev lagt på et bål.

5. Jeg er som afskåret græs, der er ved at visne, jeg har mistet lysten til at spise.

6. Jeg sukker og stønner højlydt, jeg er snart ikke andet end skind og ben.

7. Jeg er mager som en allike i ørkenen, som en ugle i øde ruiner.

8. Om natten ligger jeg vågen og jamrer, så ulykkelig som en ensom fugl på taget.

9. Dagen lang bliver jeg hånet af mine fjender, de gør nar af mig og forbander mig.

10. Den mad, jeg spiser, smager som aske, min drik er blandet med tårer,

11. fordi du udøste din vrede over mig, du tog mig i kraven og kastede mig bort.

12. Mit liv er snart forbi som aftenskyggen, jeg visner bort som afskåret græs.

13. Men du, min Gud, sidder evigt på tronen, din storhed berømmes fra slægt til slægt.

14. Rejs dig og se i nåde til Zion. Det er tid til at vise din barmhjertighed, du har jo lovet at komme os til hjælp.

15. Selv om Jerusalem ligger i ruiner, elsker dit folk byens sten og murbrokker.

16. Folkeslag skal ære Herrens navn, og jordens konger skal frygte for hans magt.

17. For Herren vil genopbygge Jerusalem, han vil åbenbare sin magt og herlighed.

18. Han vil lytte til de nødstedtes råb, ikke afvise deres indtrængende bøn.

19. Det bliver nedskrevet for efterslægtens skyld, så kommende generationer må prise Herren.

20. Herren ser os fra sin bolig i himlen, han betragter jorden fra sit himmelske tempel.

21. Han hører de tilfangetagne stønne og klage, han befrier dem, som var dømt til at dø.

22. Sådan skal Herrens magt fejres i Zion, hans frelse skal prises i Jerusalem.

23. Da vil nationerne rådslå med hinanden, og konger skal bøje sig for Herren.

24. Herre, du har ramt mig i min bedste alder, jeg føler, at min livskraft ebber ud.

25. Åh, min Gud, du som lever for evigt, lad mig ikke dø før min tid.

26. I begyndelsen grundlagde du jorden, med egne hænder skabte du himmelrummet.

27. Det hele skal forgå, men du vil bestå. Himmel og jord slides op som en klædning, du lægger dem væk som et udslidt stykke tøj.

28. Men du er altid den samme, dine leveår får aldrig ende.

29. De kommende slægter skal leve i sikkerhed, de skal få lov at trives i din nærhed.