Salmernes Bog 115 BPH
1. Dig tilhører æren, Herre, ikke os, for du er nådig og trofast.
2. Hvorfor siger de fremmede folkeslag: „Nå, hvor er så jeres Gud?”
3. Vores Gud er i Himlen, og han gør, hvad han vil.
4. Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld, de er skabt af mennesker,
5. de har mund, men kan ikke tale, øjne, men kan ikke se,
6. de har ører, men kan ikke høre, næse, men kan intet lugte.
7. De har hænder, men kan ikke føle på noget, fødder, men kan ikke gå, de kan ikke frembringe en eneste lyd.
8. De, som fremstiller og tilbeder den slags guder, ender med at blive lige så døde som dem.
9. Men Israels folk, I skal stole på Herren, for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
10. Arons præsteslægt, I skal stole på Herren, for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
11. Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham, for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
12. Herren har omsorg for os og velsigner os. Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
13. han velsigner alle, der adlyder ham, både små og store.
14. Herren vil lade jeres antal vokse, give jer mange efterkommere.
15. Herren, der skabte himlen og jorden, vil velsigne jer.
16. Himlen er Herrens område, men jorden har han givet til menneskene.
17. De døde lovsynger ikke Herren, i stilhedens rige prises han ikke.
18. Men vi, der lever, vi lovsynger Herren, vi vil prise ham nu og altid. Halleluja!