Logo
🔍

Salmernes Bog 147 BPH

« Den mægtige Gud

1. Halleluja! Det er godt at synge lovsange til Gud, ja, det er herligt at prise hans magt.

2. Herren genopbygger Jerusalem og bringer de landflygtige hjem til Israel.

3. Han heler de sønderbrudte hjerter, læger de sår, de har fået.

4. Herren satte stjernerne på himlen, han har givet dem alle et navn.

5. Han er stor og mægtig, hans visdom er uden grænser.

6. Herren rejser den ydmyge op og kaster den onde i støvet.

7. Syng takkesange for Herren, spil på jeres harper for Gud.

8. Han samler skyerne på himlen, sender byger af regn ned på jorden, så græs spirer frem på bakkerne.

9. Han giver dyrene deres føde, mætter den skrigende ravneunge.

10. Han er ikke interesseret i stærke heste, ikke imponeret af krigerens lårmuskler.

11. Han glæder sig over dem, der adlyder ham og har tillid til hans trofaste omsorg.

12. Jerusalems befolkning, pris Herren. Zions indbyggere, lovsyng jeres Gud.

13. Han beskytter byen mod fjenders angreb og velsigner dens indbyggere.

14. Han skaber fred i landet og sørger for en rigelig høst.

15. Han sender sit ord ud over jorden, hans vilje bliver udført i hast.

16. Han breder sneen ud som et tæppe, spreder rimfrost på jorden som mel.

17. Han kaster hagl som byger af småsten, hvem kan holde stand mod den isnende kulde?

18. På hans ord begynder isen at smelte, når han ånder på den, pibler vandet frem.

19. Han sendte sit ord til Israels folk, gav dem sine forskrifter og lovbud.

20. Han sendte det ikke til de andre folk, de kender ikke hans love. Halleluja!

»