Salmernes Bog 48 BPH
1. En sang af Koras slægt.
2. Herren er stor og værdig til al ære, vi priser ham i den by, han har valgt.
3. Se, hvor Zions hellige bjerg knejser smukt mod nord. Zion er hele jordens glæde, den store Konges bolig.
4. Gud er til stede midt i sin by, han er selv dens stærkeste fæstning.
5. Jordens konger sluttede sig sammen, rykkede frem i flok.
6. Hvad de så, gjorde dem skrækslagne, så de skyndte sig bort.
7. Pludselig gik de i panik, blev grebet af angst som af fødselsveer.
8. Gud knuste dem som de store skibe, der kan splintres af en orkan.
9. Vi har hørt om Guds undere i fortiden, og nu har vi set dem med egne øjne. Den mægtige Gud har reddet sin by, og han vil beskytte den til hver en tid.
10. Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud, når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
11. Hele verden har hørt om din storhed, du bliver lovprist over alt på jorden. Du er en retfærdig konge,
12. og derfor er der glæde i Jerusalem. Judas byer, bryd ud i jubel over Guds godhed.
13. Gå ud og se på Guds by, gå rundt om den og tæl dens tårne.
14. Læg mærke til dens enorme bymur, undersøg dens fæstninger, så I kan fortælle de kommende slægter:
15. „Den mægtige Gud skal altid være vores Gud, han er for evigt vores leder.”