Salmernes Bog 60 BPH
1 2. Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”
3. Hvorfor har du forkastet os, Gud? Du har straffet os, fordi du var vred på os. Men se i nåde til os og hjælp os.
4. Det var, som blev vi ramt af et jordskælv, genopbyg nu den verden, som brød sammen.
5. Du har været hård mod dit folk, vi ravede omkring, som var vi fulde.
6. Men du kalder på de gudfrygtige, så de kan komme til dig og blive reddet.
7. Hør min bøn og gør brug af din magt, så dit elskede folk kan blive reddet.
8. Gud har talt fra sin helligdom: „Med glæde vil jeg udstykke Sikem, jeg vil udmåle Sukkots dal.
9. Gilead tilhører mig, Manasse er min ejendom. Kongerne kommer fra Juda, og dygtige krigere fra Efraim.
10. Moabitterne skal tjene mig, og edomitterne være mine slaver. Jeg vinder sejr over filistrene.”
11. Hvem tager med os til den befæstede by? Hvem vil gå med os mod Edom?
12. Herre, har du forkastet os? Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13. Hjælp os dog mod vore fjender, for menneskers hjælp er intet værd.
14. Med Guds hjælp vinder vi sejr, for han vil trampe vore fjender ned.