Logo
🔍

Salmernes Bog 80 BPH

« Bøn for nationens genopbygning

1. Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”

2. Hør os, du Israels Hyrde, du, som leder dit folk med omsorg, du, som troner mellem keruberne, bøj dig og lyt til vor bøn. Træd frem i magt og stråleglans.

3. Hjælp Efraim, Benjamin og Manasse. Stå frem i din vælde og red os.

4. Genopret dit folk, Gud. Se i nåde til os og frels os.

5. Herre, mægtige Gud, hvor længe vil du blive ved at være vred? Hvor længe er du døv for vore bønner?

6. Du gav os sorg i overflod, tårer i rigeligt mål,

7. vore nabofolk foragter os, vore fjender ler ad os.

8. Genopret dit folk, mægtige Gud. Se i nåde til os og frels os.

9. Du tog os som en ung vinstok fra Egypten, jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.

10. Du beredte jorden for din vinstok, den slog rod og spredte sig over landet.

11. Den bredte sig ud over bjergene, dækkede de mægtige cedertræer.

12. Den bredte sine ranker til Middelhavet og nåede helt op til Eufratfloden.

13. Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde, så alle og enhver kan plukke af druerne?

14. Skovens vildsvin gnaver af planterne, de vilde dyr æder af druerne.

15. Vend dit ansigt imod os, mægtige Gud! Se i nåde til os fra din himmel. Tag dig af din mishandlede vinstok.

16. Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte til at tjene dig.

17. Din vinstok er nu hugget ned og brændt. Må fjenderne bukke under for din vrede.

18. Velsign det folk, som vil tjene dig, den nation, som du selv har udvalgt.

19. Så skal vi aldrig svigte dig mere. Genopret dit folk, så vi igen kan påkalde dit navn.

20. Genopret dit folk, mægtige Herre. Se i nåde til os og frels os.

»