Salmernes Bog 84 BPH
1. Til korlederen: Brug et strengeinstrument. En sang af en af Koras efterkommere.
2. Hvor herlig er din bolig, mægtige Gud!
3. Min sjæl længes efter at være i dit tempel, alt i mig glæder sig over den levende Gud.
4. Spurvene bygger rede tæt ved dit alter, svalerne slår sig ned dér og får unger. De ønsker at være i din nærhed, Herre, min mægtige konge og Gud.
5. Velsignede er de, der bor i dit hus, for de kan altid synge lovsange til dig!
6. Velsignede er de, der søger styrke hos dig, som af hjertet ønsker at komme til Zions bjerg.
7. Når de går gennem Baka-dalen, forfrisker du dem med dit kildevand, de mættes af regnens velsignelser.
8. Deres styrke forøges og vokser, de træder frem for Gud på Zions høj.
9. Hør mig, Herre, mægtige Gud, lyt til min bøn, du Israels Gud.
10. Se i nåde til din udvalgte konge, hjælp ham, som beskytter dit folk.
11. Én dag i din helligdom er bedre end tusinde dage andre steder. Hellere være dørvogter i Guds hus end have overflod i de gudløses telte.
12. For Herren er vores sol og skjold, han giver nåde og herlighed. De, der er ærlige og oprigtige, nægter han intet godt.
13. Mægtige Herre, velsignede er alle, der stoler på dig.